KS-holdet tabte til FA 2000: Nu er der trængsel i toppen
Jakob Sandbech sled og slæbte i B 1908's angreb. Foto: Christian M. Olsen
Af forskellige årsager var der møbleret godt og grundigt rundt på B 1908's hold, der lørdag skulle forsøge at holde fast i førstepladsen i Københavnsserien.
Modstanderen i Sundby Idrætspark var formstærke FA 2000, der i sidste runde storsejrede over Sundby Boldklub.
Og det blev nøjagtigt så svært som forventet for B 1908's mandskab, hvor der af forskellige årsager var skiftet ud på en række positioner.
B 1908 var meget i boldbesiddelse i løbet af første halvleg, men havde særdeles svært ved at skabe chancer. FA 2000's forsvar var velorganiseret, og keeperen stærk i luften, hvor han uden besvær pillede flere høje indlæg.
FA 2000 fik kampens første store chance midt i halvlegen, hvor Mads Dalby Bjørn diskede op med en mesterredning. Helt oppe ved trekantsammenføjningen fik han verfet afslutningen til hjørnespark.
Mads Dalby Bjørn stod i det hele taget en rigtig fin kamp, og blev også kåret som otternes bedste med 10 stemmer efter kampen. Blandt andet fordi han efter en lille halv time blev den store i en direkte duel med en FA 2000-angriber med frit løb mod mål.
0-0 ved pausen.
Stor chance efter hjørnespark
Kampbilledet fortsatte efter pausen, hvor otternes første og eneste store chance faldt efter godt et kvarter. En hjørnesparkskombination endte hos Kasper Wibholm Henriksen, der afsluttede over mål.
Kort efter blev Nicklas Olabi præsenteret for et gult kort, og med en mand i undertal i ti minutter, kom B 1908 bagud. FA 2000 satte et godt angreb op i deres venstre angrebsside, og Oscar Ryø kunne bringe gæsterne foran 1-0.
Kort efter havde FA 2000 et forsøg på oversiden at overliggeren, men resten af kampen var det meget småt med chancer til begge hold.
Det lykkedes ikke for B 1908 at lægge et pres på FA 2000 i jagten på udligningen, og et par dødbolde i overtiden blev ikke farlige.
Dermed måtte B 1908 gå fra banen uden point.
Trods nederlaget holder B 1908 fast i førstepladsen i Københavnsserien, men der er blevet trængsel i toppen. Kun seks point skiller B 1908 på førstepladsen og Kastrup på syvendepladsen.
Netop de to hold mødes i næste runde på Kastrups baner ved Røllikevej. Det er på lørdag 25. april kl. 14.
KAMPFAKTA
Lørdag 18. april 2026
Københavnsserien
B 1908 - FA 2000 II 0-1 (0-0)
0-1 Oscar Ryø (64)
Advarsler: Nicklas Olabi, B 1908 (63)
Taoufik Khayat, B 1908 (90)
B 1908's hold: Mads Dalby Bjørn, Benjamin Fey (Taoufik Khayat, 79), Claes Grube Jensen, Kasper Wibholm Henriksen, Lau Porskær, Nicklas Andersen (Albert Theis Nielsen, 60), Nicklas Olabi (Nicklas Andersen, 73), Noel Pignot, Mathias Bondo Andersen, Jakob Sandbech (Marcus Chuka Ratje, 67), Shimal Ado
Dommer: Marcus Victor Thomsen
Tilskuere: 173 i Sundby Idrætspark