Menu

B1908 fodbold historie

Begyndelsen

Engang i begyndelsen af forrige århundrede, i et gartneri i Frankrigsgade, løb fire brødre rundt og sparkede til en kludebold imellem kål, æbler og gulerødder. Det var her de fik ideen om en rigtig fodboldklubklub efter de havde hørt om kamp mellem AB og det engelske hold Middlesbrough. Brødrenes far kunne nu dog ikke se det hensigtsmæssige i al den fodbold. Han fandt det langt vigtigere at drengene var friske når de skulle op kl. 04.00 og på grønttorvet med frugt. En nat blev kludebolden konfiskeret og smidt ud i latrinertønden. Heldigvis fik brødrene sparet 6,50 krone sammen til en rigtig bold og de kunne begynde at rekruttere spillere til deres klub. Således blev boldklubben af 1908 til.

Boldklubben 1908 blev stiftet 24. maj 1908. Stiftelsen sker på Cafe Broager på Islands Brygge. Jens Jansen en af de fire gartnerbrødre bliver klubbens første formand sandsynligvis med en lille kæp i øret.

De første træninger finder sted ved Sundby Vandtårn på det område man idag kender som Lergravsparken.

Man får ret hurtigt skaffet de nødvendige 11 mand og arrangerer klubbens allerførst kamp som spilles mod Thingvalla. B1908s første kamp vindes 3-0.

 

Faste Batteri

De fire driftige gartnerbrødre får i 1909 lavet en aftale om at få fast bane på gamle batteri. Her bliver man ikke generet af godtfolk der trisser rundt med barnevogne eller picknick kurve. Man skal heller ikke medbringe pæle til at markere mål med. Så alt virker til at bare blive bedre og bedre forhold for den nystartede klub.

Til daglig er samme "bane" dog befærdet af tunge kanonvogne og opfyldt med store sten, der stikker op hist og pist, men til trods, det bedste man kunne få i 1909. Sikkert på grund af banens ringe karakter taber man første kamp på den nye hjemmebane med 0-2 mod IK 99.

Herunder et billede af faste batteri fra September 1907

I 1910 får brødrene smigret sig ind på ledelsen af Faste Batteri og får lov til at klæde om i et af militærets materialeskure.

B1908 benytter Faste Batteris øvelsesbane og militærets materialeskur som hjemmebase for klubben frem til 1922.

Amager Boldspil Union

Med faste Batteri som base voksede B1908. Det gjorde ambitionerne også. Man ville gerne være med i KBU som stod for den organiserede turnering i København.

Men der var tumult i KBU. De 4 store klubber KB, B 93, AB og Frem er bange for at de mange nye klubber får for meget magt og i skyggerne af intern tumult bliver B1908 nægtet optagelse.

I 1912 mærker vi for for første gang rivalisering med vores nuværende nabo på Sundbyvestervej. Fremad Amager har lidt samme skæbne og fået afslag på deres ansøgning til KBU og har derfor taget initiativ til at samle klubberne på Amager til en fodbold turnering under Amager Bold Union. B1908 bliver ikke inviteret med til første møde fordi Fremad Amager er bange for at B1908 har for højt et niveau og derfor vil være for dominerende for de andre andre klubber. Dog bliver vi inviteret med til 2. møde og Amager Boldspil Union stiftes 13. marts 1912 af Dragør, Fremad Amager, B 1908 og B 99.

Det viser sig at Fremad Amagers bange anelser holder stik og B1908 vinder det første opgør mod rivalerne Fremad Amager i April 1912 med 13-0.

B1908 ender endda med at vinde både række 1 og række 2 samt junior rækken som var de eneste 3 rækker i ABU det år.

Amager Boldspil Union indgår i 1916 et samarbejde med en række andre forstads forbund som KBU ligeledes har afvist under navnet Københavns Forstadsklubbers Bold Union (KFBU). Og herunder spilles der fodbold på Amager indtil 1920.

Københavns Boldspil Union

I 1921 optages B1908 endelig i KBU efter forhandlinger mellem KBU og KFBU. Forhandlingerne stod egentlig på i flere år og optagelsen lykkedes kun ved hjælp af kyndig mægling fra tålmodige repræsentanter fra DBU.

Rivaliseringen med Fremad Amager får i forløbet lagt ved på bålet idet Fremad Amager ansøger om medlemskab i KBU udenom de officielle forhandlinger fra KFBUs side. Fremad Amager opnår medlemsskab af KBU året før B1908 gør.

Slaget om Sundby Idrætspark.

Fodbolden vokser i København og i starten af tyverne af der slet ikke baneplads nok til alle de mange fodboldspillere så man åbner det første idrætsanlæg udenfor voldene i 1922. Det er Københavns kommune der står bag.

Sundby Idrætspark indvies 10. september 1922 med B 1908-Fremad Amager. Resultatet er underordnet i denne historiske gennemgang, men det kan oplyses at B1098 vinder kampen 4-1.

B1908 rykker fra faste batteri til Sundby Idrætspark i 1922 og har været der lige siden. Det samme gør Fremad Amager.

 

Så skal resten af historien skrives med grunden på Sundbyvestervej, rivaliseringen med Fremad Amager som munder ud i et fornemt samarbejde i Amager Academy den dag idag.

Har du lyst til at skrive historien så send en email til ole@b1908.com


Luk