Heller ikke i femte forsøg blev det til point for DS-holdet
At begynde en halvsæson med fem nederlag på stribe. Det har vi da vist ikke prøvet før, lød diskussionen på Tårnby Stadion, efter at B 1908 lørdag havde tabt 0-3 til AB Tårnby. Men jo, tilbage i foråret 2016 i Kanal Sport Divisionens kvalifikationsspil skete det også: Nul point efter fem kampe. Så skulle det være på plads.
Tilbage til nutiden måtte B 1908 af forskellige årsag undvære en fire spillere fra startformationen i sidste weekends kamp mod Ringsted. Det betød, at holdet endnu en gang måtte ty til en ny forsvarsformation, og at der blev debut til Alexander Banda Sørensen.
AB Tårnby viste fra kampens start direkte spil mod B 1908, og rakte flere gange ud efter et hurtigt føringsmål, men afslutningerne sad alle uden for målrammen i kampens begyndelse.
Men efter 18 minutter kom hjemmeholdet foran. Ali Jennane fik for let spil AB Tårnbys højre side, keeper Mads Dalby Bjørn, der ellers stod en glimrende kamp kom på mellemhånd, og så kunne Jennane sende bolden i en bue over målmanden og i nettet.
Kort efter havde B 1908 en god mulighed for at bringe balance i regnskabet, men Thomas Tranberg fik ikke nok power i afslutningen efter assist fra Alexander Banda Sørensen.
Godt en halv time inde i kampen kom AB Tårnby foran 2-0 ved topscorer Jonas A. Nielsen, og AB Tårnbys scoringssang, "Knalde Kalle", blev sat på repeat kort efter, da Yackuub Hassan alt for nemt kunne drible sig op midt i banen og afslutte til 3-0.
Noget af en mavepuster for otterne, der på det tidspunkt virkede rystede. Men holdet formåede at rykke sammen i geledderne, og Haris Mir fik inden pausefløjtet to gode muligheder for en reducering, dog uden at det lykkedes.
Alexander Banda Sørensen fik debut på 1. senior, og kantspilleren leverede en
rigtig fin indsats.
I anden halvleg lykkedes det langt bedre for B 1908 at holde AB Tårnby stangen, og otterne tilspillede sig en del chancer, der med lidt held kunne være blevet omsat til mål. Thomas Tranberg havde et hovedstød lige forbi efter et hjørnespark, og Haris Mir havde to gode muligheder - den ene blev blokeret til hjørnespark, den anden strøg lige på den forkerte side af stolpen.
Først mod slutningen af kampen blev AB Tårnby farlige igen, men ingen af holdene formåede at score efter pausen, og så sluttede det med en sejr på 3-0 til AB Tårnby.
B 1908 spiller igen i Danmarksserien på lørdag 14. september kl. 12 hjemme mod Glostrup.
Men allerede onsdag 11. september kl. 19 spiller B 1908 i 2. runde af Oddset Pokalen, hvor modstanderen er B 93 fra landets næstbedste række.
KAMPFAKTA
Lørdag 7. september 2024
Danmarksserien, pulje 1
AB Tårnby - B 1908 3-0 (3-0)
1-0 Ali Jennane (18)
2-0 Jonas A. Nielsen (32)
3-0 Yackuub Hassan (36)
Advarsler: Gustav Vind Rasmussen, B 1908 (28)
Ali Jennane, AB Tårnby (37)
Nicklas Andersen, B 1908 (38)
Jonas A. Nielsen, AB Tårnby (62)
Lauge Frederik Persson, AB Tårnby (66)
B 1908's hold: Mads Dalby Bjørn, August Deding (Kasper Wibholm Henriksen, 46), Nicolai Ruch Padovan, Albert Meinert Buhl, Christopher Grube Jensen (Lau Porskjær, 76), Gustav Vind Rasmussen (Mathias Bondo Andersen, 67), Haris Mir, Nicklas Andersen (bedste mand - 8 stemmer), Semir Duracak (Noel Pignot, 67), Alexander Banda Sørensen (debut), Thomas Tranberg (Mikkel Vedel Feldingbjerg Jensen, 76)
Dommer: Andreas Lindegaard Halkjær
Tilskuere: 170 på Tårnby Stadion