Forrygende forår fortsætter: DS-holdet vinder 2-0 over Greve

Efter sidste fredags nederlag til Herstedøster, kom B 1908 tilbage på sporet lørdag i Sundby Idrætspark, hvor det forrygende forår fortsatte med en sejr på 2-0 over Greve.
B 1908 fik en drømmestart på kampen med et føringsmål allerede efter otte minutter. August Rosenmeier sendte Mads Bukhave af sted på en løbetur i dybden. Angriberen trak ind foran sin direkte oppasser og passerede uden problemer Thomas Kullenberg Olsen i Greve-målet.
Næsten samme scenarie udspillede sig fem minutter senere. Igen slap Mads Bukhave fri og lobbede bolden over keeperen og i mål, men forinden havde dommerens fløjte lydt: Linjedommeren havde flaget hævet for offside.
Midt i halvlegen kom Greve bedre med i kampen og fik også tilspillet sig et par pæne chancer, og især i otternes venstre forsvarsside var der flere gange fare på færde. Da det var farligst, greb Mads Dalby Bjørn sikkert ind og forhindrede en udligning.
Halvlegen sluttede med en god mulighed til August Rosenmeier, der tacklede sig igennem og afsluttede ved siden af målet i en situation, hvor to holdkammerater i fri position nok havde foretrukket en aflevering, men endnu en god aktion af 'Agge', der efter kampen blev kåret som man-of-the-match med 10 stemmer.
Fremragende gennembrud
Anden halvleg åbnede med en hjørnesparkskombination fra otterne, der næsten blev udført til perfektion, men det blev ved lige ved og næsten på Mikkel Knudstrups afslutning.
Det kunne være blevet 2-0 et kvarter efter pausen, da Haris Mir blev spillet igennem til en stor mulighed, men Greve-keeperen fik lige akkurat labben på afslutningen, der blev reddet. På det efterfølgende lange indkast fra Mikkel Knudstrup fik David Chernet en god hovedstødsmulighed, men heller ikke mål i den situation.
Kampens detalje fandt sted efter 64 minutter, hvor Haris Mir stod for et helt og aldeles fremragende gennembrud i venstre side. Fra baglinjen sendte han bolden ind foran mål, hvor August Rosenmeier i fri position køligt gjorde det til 2-0.
Greve overtog mere af spillet og fik spillet sig frem til et par chancer med en flad afslutning fra Mathias Johansson lige forbi mål som den største. Men et stærkt organiseret B 1908-forsvar holdt Greve fra at score.
Med 2-0 sejren skal meget gå galt, hvis ikke B 1908 igen efter sommerferien skal spille i Danmarksserien. Op- og nedrykningsscenariet op mod 3. division tyder på maksimalt to nedrykkere fra rækken, og det vil sige, at otterne lige nu er 11 point på den rigtige side af nedrykningsstregen med fem kampe igen.
Næste opgave er på fredag 19. maj kl. 19.00 ude mod GVI i Nymosen.
KAMPFAKTA
Lørdag 13. maj 2023
Danmarksserien, kvalifikationsspil, pulje 1
B 1908 - Greve 2-0 (1-0)
1-0 Mads Bukhave (8)
2-0 August Rosenmeier (64)
Advarsler: Haris Mir, B 1908 (53)
Simon Budolph Olsen, Greve (76)
Mathias Bondo Andersen, B 1908 (90+2)
B 1908's hold: Mads Dalby Bjørn, Joachim A. Jensen (Benjamin Fey, 77), Albert Meinert Buhl, David Chernet, Simon Ruben Christoffersen, Mikkel Knudstrup, Magnus Langhorn, August Rosenmeier (Mathias Bondo Andersen, 70), Simon Sinkjær (Lorent Selmani, 70), Haris Mir (Andreas Reiter, 82), Mads Bukhave (Shimal Ado, 46)
Dommer: Andreas Lindegaard Halkjær
Tilskuere: 245 i Sundby Idrætspark