Menu

Fejende flot anden halvleg sikrer tre point mod Skovshoved

image Målscorer Julius Hamburger-Toft, Mr. Clean Sheet Mads Dalby Bjørn og målscorer Gustav Vind Rasmussen.
04. juni 2022 kl. 23:30
DS-holdet er millimeter fra overlevelse i Danmarksserien efter 2-0 over Skovshoved. Gustav Vind-Rasmussen og Julius Hamburger-Toft scorede målene.

På en fantastisk flot anden halvleg vandt B 1908 lørdag eftermiddag 2-0 over Skovshoved og sikrede sig med al sandsynlighed endnu en sæson i Danmarksserien. Endnu er billetten til DS i næste sæson ikke 100 procent klar, men meget skal gå galt, hvis ikke det lykkes. Det vender vi tilbage til.

Skovshoved var pisket til at vinde lørdagens kamp mod otterne, hvis ikke skovserne skulle rykke ned i Københavnsserien. Og de blåblusede indledte da også kampen i et hæsblæsende tempo med målsøgende spil, der for alvor udfordrede B 1908's defensiv.

Flere gange blev det til store chancer til hjemmeholdet, blandt andet efter ni minutter, hvor Ayman El-Morabet blev spillet fri, men Mads Dalby Bjørn, der spillede sin kamp nummer 50 og efter kampen blev kåret til otternes man-of-the-match reddede til hjørnespark.

Skovshoved fortsatte med at trykke på, og man fornemmede, at det blot var et spørgsmål om tid, før scoringen ville falde. Men B 1908-forsvaret ville det anderledes, og gang på gang formåede de at afværge angreb fra skovserne.

Og i takt med, at missionen ikke lykkedes for hjemmeholdet, fik B 1908 også arbejdet sig mere ind i kampen. Efter en halv time fik Patrick Bielefeldt og/eller Simon Sinkjær en stor hovedstødschance på indlæg fra Shimal Ado, men de to offensivspillere fik ikke koordineret afslutningen, og så blev det til hverken/eller.

I slutningen af første halvleg kom kampens dramatiske højdepunkt. Ayman El-Morabet, der havde fået en advarsel, begik frispark på midten af banen. I frustration sparkede han bolden væk, og det efterlod ikke dommer Maythan Al-Aalwan med anden mulighed, end at vise spillerne advarsel nummer to - og dermed udvisning.

Stor anden halvleg

B 1908 profiterede perfekt af overtalssituationen i anden halvleg, hvor spillerne positionerede sig godt for hinanden og udnyttede den mere plads at spille på. Efter en ihærdig bolderobring af Simon Sinkjær efter fem minutter blev Julius Hamburger-Toft sendt afsted. Han sendte bolden ind i feltet, hvor den til sidst landede hos Gustav Vind Rasmussen, som sparkede bolden i mål til en 1-0-føring.

Kort efter var Magnus Langhorn på spil med et godt træk ind i feltet, men hans sidste træk blev lige akkurat for langt, og situationen blev afværget af SIF-keeperen. Kort efter fik David Chernet bolden i mål efter et hjørnespark, men dommeren fløjtede korrekt for frispark til Skovshoved-målmanden.

Efter 70 minutter var otterne igen i overtal i offensiven. Gustav Vind Rasmussen spillede bolden ud i højre side, hvor Julius Hamburger-Toft køligt afsluttede og fordoblede otternes score til stor jubel for de mange otter-fans, der havde taget turen til Skovshoved.

Et indlæg på oversiden af overliggeren og et nærgående hovedstød efter 82 minutter var det tætteste Skovshoved var på en reducering. Det endte med 2-0 til B 1908. Skovshoved må dermed ned i Københavnsserien. Men hvad med B 1908, her hvor der mangler to spillerunder?

Regnestykket

Regnestykket kommer her - og her gælder det om at holde tungen lige i munden: Tre hold rykker ud af Danmarksseriens pulje 2. Skovshoved og Ringsted tager to af pladserne, det ligger fast. Den sidste nedrykningsplads tager enten Køge Nord FC, LSF, GVI - eller B 1908. Lige nu ligger otterne på femtepladsen med fire point ned til Køge Nord FC under stregen og en målscore, der er hele 23 mål bedre.

I teorien kan B 1908 fortsat ende på den sidste nedrykningsplads, men det kræver, at de tre øvrige hold alle passerer otterne i tabellen. Sandsynligheden for at det sker, må anses for minimal, men i teorien kan det lade sig gøre. Forklaringen kommer her og forudsætter, at otterne taber sæsonens to sidste kampe:

Med Køge Nord FC's dårlige målscore vil det reelt sige, at Køge Nord FC skal vinde deres to sidste kampe, mens B 1908 ikke får point, for at sydsjællænderne overhaler amagerkanerne i rækken. Fire point til Køge Nord FC kan være nok, men så skal de hente 23 mål på to kampe - det synes usandsynligt.

B 1908 ligger lige nu tre point foran LSF og har en målscore, der er 13 mål bedre. Da LSF skal møde Køge Nord FC i sidste spillerunde, kan LSF (forudsat at Køge Nord får de seks point som antaget ovenfor) maksimalt få tre point og dermed komme a point med B 1908. Det vil sige, at LSF skal hente 13 mål på otterne i de sidste to spillerunder. Det kan lade sig gøre, men det vil være opsigtsvækkende - ikke mindst fordi LSF i givet fald vil få minus-målscore i deres kamp mod Køge Nord FC.

Endelig skal GVI også gå forbi otterne. De skal møde Køge Nord FC i næste spillerunde og har så KFUM i sæsonens sidste kamp. Med tre point her, overhaler GVI otterne - igen forudsat, at B 1908 ikke får flere point.

Så billetten til Danmarksserien 2022/2023 er endnu ikke sikret 100 procent, men det er tæt på. Ovenstående regnestykke er hamrende ligegyldigt, hvis blot otterne får et enkelt point mere. Men selv med to nederlag mod AB Tårnby og Tårnby FF, skal overordentligt meget gå mod otterne, hvis ikke det skal ende med endnu en sæson i Danmarksserien.

Næste opgave er AB Tårnby på Tårnby Stadion søndag 12. juni med kampstart kl. 14. AB Tårnby, der søndag 5. juni kan sikre sig oprykning til 3. division med en sejr over KFUM.

KAMPFAKTA
Lørdag 4. juni 2022
Danmarksserien, pulje 2
Skovshoved - B 1908 0-2 (0-0)
0-1 Gustav Vind Rasmussen (51)
0-2 Julius Hamburger-Toft (70)
Advarsler: Ayman El-Morabet, Skovshoved (30)
Gustav Vind Rasmussen, B 1908 (45)
Gustav Vedsted Therkildsen, Skovshoved (83)
Udvisning: Ayman El-Morabet, Skovshoved (44) - anden advarsel
B 1908's hold: Mads Dalby Bjørn, Joachim A. Jensen, David Chernet, Albert Meinert Buhl, Oliver Elliott Karlsen (Benjamin Fey, 79), Magnus Langhorn (Simon Ruben Christoffersen, 82), Gustav Vind Rasmussen, Shimal Ado, Patrick Bielefeldt (Julius Hamburger-Toft, 46), Nicklas Andersen, Simon Sinkjær
Dommer: Maythan Al-Aalwan
Tilskuere: ca. 150 i Skovshoved Idrætspark


Luk