Menu

Farvel til pokalturneringen: Tæt på 1000 tilskuere i Sundby

image Max Winther blev kåret som otternes bedste spiller med 10 stemmer. Foto: Christian M. Olsen
Christian M. Olsen
11. september 2024 kl. 22:14
I en flot kulisse i Sundby Idrætspark tabte B 1908 1-4 til B 93 fra 1. division og er dermed ude af Oddset Pokalen.

936 tilskuere skabte en flot kulisse for onsdagens pokalkamp i Sundby Idrætspark, hvor B 1908 tog imod B 93 fra landets næstbedste række.

På forhånd var otterne ikke spået mange chancer for avancement, og kampen blev da også lige så svær som forventet.

B 93 var bare et bedre hold, og gæsterne fra Østerbro lagde fra kampens start et tungt pres på otterne, der dog kæmpede heroisk i en første halvleg, der blev spillet på gæsternes præmisser.

Otterne holdt stand i 23 minutter, så gik det galt efter en opspilsfejl, hvor Ole Jakobsen endte med at tackle sig igennem forsvaret, bryde fri og bringe B 93 foran 1-0.

Det blev 2-0 efter godt en halv times spil, hvor otternes forsvarskæde lå højt. En lidt for satset og fejlslagen indgriben gjorde, at B 93 forholdsvis enkelt kunne spille sig igennem og Andreas Bredahl score til 2-0.

Et langskud fra Gustav Vind Rasmussen, som gik et godt stykke forbi mål, var otternes bedste forsøg inden pausen.

B 1908 kom rigtig godt ud efter pausen, og fik for første gang i kampen sat B 93 under et lille pres i åbent spil. De helt store chancer udeblev dog.

Midt i halvlegen slog B 93 til igen to gange inden for fire minutter og begge gange på omstillinger, hvor B 1908 blev fanget højt oppe på banen. Derfor var det ingen sag for første Andreas Bredahl og siden Magnus Bøttker at gøre det til 3-0 og 4-0.

B 93 havde flere muligheder for at gøre sejren endnu større, men B 1908-forsvaret og Mads Dalby Bjørn i målet kæmpede bravt.

En god afslutning af Nicklas Andersen ti minutter før tid havde fortjent en bedre skæbne, men den blev reddet til hjørne.

Det lykkedes dog for otterne at reducere i kampens slutfase. Efter et hjørnespark endte bolden hos Haris Mir, der trykkede af, og Alexander Banda Sørensen fik ramt eller styret bolden i mål. De to var ikke helt enige om, hvem der burde noteres for målet. Kamprapporten gav svaret: Det blev Banda.

Med 1-4 er B 1908 ude af pokalturneringen og kan nu koncentrere sig om Danmarksserien. Her spiller B 1908 på lørdag 14. september kl. 12 hjemme mod Glostrup.


Alexander Banda Sørensen blev noteret for otternes mål.

KAMPFAKTA
Onsdag 11. september 2024
Oddset Pokalen, 2. runde
B 1908 - B 93 1-4 (0-2)
0-1 Ole Jakobsen (23)
0-2 Andreas Bredahl (32)
0-3 Anderas Bredahl (63)
0-4 Magnus Bøttker (67)
1-4 Alexander Banda Sørensen (86)
Advarsler: Shimal Ado, B 1908 (39)
Gustav Højbjerg, B 93 (46)
Nicolai Ruch Padovan, B 1908 (59)
Mathias Bondo Andersen, B 1908 (73)
Nicklas Andersen, B 1908 (89)
B 1908's hold: Mads Dalby Bjørn, Nicolai Ruch Padovan (Lau Porskær, 76), Albert Meinert Buhl (Claes Grube Jensen, 76), Kasper Wibholm Henriksen, Christopher Grube Jensen (Benjamin Fey, 67), Gustav Vind Rasmussen (Mathias Bondo Andersen, 67), Haris Mir, Nicklas Andersen, Max Winther, Shimal Ado, Thomas Tranberg (Alexander Banda Sørensen, 67)
Dommer: Jakob Alexander Sundberg
Tilskuere: 936 i Sundby Idrætspark


Luk