Menu

DS-holdet fightede godt i undertal, men måtte kapitulere til sidst

image David Chernet i aktion mod Frederikssund.
04. november 2023 kl. 22:39
Mads Dalby Bjørn blev vist ud, da B 1908 tabte 1-0 til Frederikssund. Opdateret.

B 1908 havde lørdag revanche til gode mod, da DS-holdet gæstede Frederikssund, der ligger i toppen af rækken. Frederikssund vandt den omvendte kamp tidligere på efteråret i Sundby Idrætspark med hele 4-0.  

Shimal Ado erstattede Nicklas Andersen i startformationen i forhold til sidste lørdags 3-1-sejr over Skjold, men ellers var holdopstillingen den samme.

Det blev en første halvleg, hvor otterne havde det vanskeligt mod Frederikssund, der flere gange havde bud efter otternes mål. Allerede i kampens første minut kunne det være gået galt, men otterne fik afværget den store mulighed.

Mod halvlegens slutning havde Frederikssund en rigtig stor chance, men Mads Dalby Bjørn fik flot klaret, og det forblev 0-0 ved pausen.

B 1908 kom langt bedre ud til anden halvleg og fik tilspillet sig to gode chancer: Først afsluttede Shimal Ado lige over mål, og minuttet efter blev August Rosenmeiers forsøg efter en god omstilling reddet af Frederikssund-keeperen.

Kort efter kom kampens dramatiske højdepunkt. Mads Dalby Bjørn kom ud af sit mål for at afværge en Frederikssund-kontra, men keeperen tørnede sammen med hjemmeholdets angriber. Rødt kort til målmanden, og så måtte otterne spille resten af kampen i undertal.

Reservekeeper Kevin Cederkrantz kom på banen, og han gjorde en god figur i en anden halvleg, hvor otterne trods den decimerede formation var ganske godt med i kampen. Holdet fightede heroisk for at holde Frederikssund fra scoring, men en afslutning på stolpen af Nicolai Jægergaard varslede, at hjemmeholdet gik efter sejren.

Otte minutter før tid fik otterne en stor mulighed. Simon Ruben Christoffersen slog et godt frispark over i det fjerneste område af straffesparksfeltet, hvor August Rosenmeier fik sendt bolden ind foran til Patrick Bielefeldt, der var meget tæt på.

I stedet gik det galt til sidst i den anden ende. Et indlæg blev kun halvt clearet i forsvaret. Bolden endte hos Daniel la Cour Hacke, der med ryggen til mål fik afsluttet uden chance for Kevin Cederkrantz. Pokkers ærgerligt med et sent nederlag for anden udekamp i træk.

B 1908 runder efterårssæsonen af på lørdag 11. november kl. 12 i Sundby Idrætspark, hvor modstanderen er topholdet Glostrup.

KAMPFAKTA
Lørdag 4. november 2023
Danmarksserien, pulje 2
Frederikssund - B 1908 1-0 (0-0)
1-0 Daniel la Cour Hacke (87)
Advarsler: Shimal Ado, B 1908 (30)
Kasper Wibholm Henriksen, B 1908 (45+1)
Deniz Ates, Frederikssund (57)
Rasmus Philipsen, Frederikssund (90+4)
Udvisning: Mads Dalby Bjørn, B 1908 (54)
B 1908's hold: Mads Dalby Bjørn, Benjamin Fey, Kasper Wibholm Henriksen (Lorent Selmani, 88), David Chernet, Simon Ruben Christoffersen, Magnus Langhorn, Lasse Linnemann Johansson (Albert Meinert Buhl, 65), August Rosenmeier (Max Winther, 88), Mikkel Knudstrup (Gustav Vind Rasmussen, 65), Shimal Ado (Kevin Førsterling Cederkrantz, 54), Patrick Bielefeldt
Dommer: Markus Gravlund
Tilskuere: 197 i Frederikssund


Luk