Fællesrækkerne i ungdom genopstår - nyt fra DBU København
Bestyrelserne i DBU København og DBU Sjælland er blevet enige om at genetablere samarbejdet. Som en del af aftalen vil de to unioner også genoptage samarbejdet om fællesrækker i ungdomsfodbolden. Derudover rammesætter aftalen også samarbejdsflader omkring blandt andet uddannelse og dommerområdet.
Bag aftalen ligger et fælles ønske om, at samarbejdet lokalt og nationalt styrkes gennem et tæt og dialogbaseret samarbejde, der bygger på ligeværd, respekt og gensidig tillid.
DBU Sjællands formand Jakob Koed er glad for, at de to parter er blevet enige om at forny samarbejdet om blandt andet fællesrækkerne.
”Det glæder mig, at vi har kunnet nå frem til en fornyet samarbejdsaftale, der sikrer, at turneringssamarbejdet mellem DBU Sjælland og DBU København genoptages. Vi ser frem til et samarbejde, som vil bidrage til at give optimale vilkår for vores medlemsklubbers hold i fællesrækkerne”, siger formand for DBU Sjælland Jakob Koed.
Styrker og udvikler fodbolden
DBU Københavns formand Flemming Jensen ser frem til samarbejdet om at styrke og udvikle fodbolden.
”Vi er glade for, at samarbejdet mellem de to lokalunioner genopstår. Vi tror på, at genetableringen af samarbejdet vil komme alle vores medlemsklubber til gavn og glæde, idet der blandt andet vil være bedre mulighed for matchning og muligheden for at møde andre modstandere i fællesrækkerne.”, siger Flemming Jensen, formand for DBU København.
Primo maj vil der komme yderligere informationer om det genetablerede samarbejde på de to lokalunioners hjemmeside med henblik på strukturer, kriterier og bestemmelser for fællesrækkerne 2025-2026.