Menu

Trods hurtigt føringsmål: AB Tårnby vandt i vinden

image Patrick Bielefeldt scorede otternes mål.
09. april 2022 kl. 22:06
Patrick Bielefeldt bragte B 1908 foran 1-0, men det endte alligevel med et nederlag, da topholdet AB Tårnby vandt 2-1 i lørdagens kamp i Sundby Idrætspark.

Efter to sejre på stribe i forårsstarten satte topholdet AB Tårnby lørdag en stopper for B 1908's sejrsstime i Danmarksserien. Lokalopgøret i Sundby Idrætspark goran godt 300 tilskuere endte med en 2-1 sejr til Tårnby-mandskabet.

Otterne fik ellers en sand drømmestart på opgøret. Kampuret havde blot rundt to minutter, da Shimal Ado sendte en lang bold op midt i banen. Simon Sinkjær hoppede klogt over bolden, og så var Patrick Bielefeldt helt alene med AB Tårnby-keeperen Yousuf Butt. Bielefeldt holdt hovedet koldt og udplacerede målmanden til en hurtig føring til hjemmeholdet.

Der blæste en strid vind på langs af banen, og hjemmeholdet havde vinden i ryggen i første halvleg. Alligevel var det AB Tårnby, der var mest i boldbesiddelse før pausen, og otterne kom til at løbe mange meter forgæves. Det lykkedes at holde AB Tårnby fra de store chancer i den første halve time, men gæsterne kom tættere og tættere på en udligning. Boris Saric fik en stor mulighed efter 30 minutter, men fik ikke afsluttet tæt foran mål.

To minutter senere gik det dog galt for otterne, der i situationen gav stor hjælp til gæsterne. Joachim A. Jensen fik ikke ekspederet et indlæg i feltet væk, men var i stedet uheldig at lægge bolden til rette for Mehieddine Djafer-Bey, der afsluttede fra nært hold. Bolden krøb lige akkurat under Mads Dalby Bjørn i målet, der måtte ærgre sig over at se den bold smutte i mål.

Til gengæld fik Dalby fuld oprejsning få minutter senere, da han med en klasseredning forhindrede Luca de Biase i at bringe AB Tårnby foran. Stillingen ved pausen var 1-1.

AB Tårnby kom også bedst ud til anden halvleg, som Mehieddine Djafer-Bey åbnede med et farligt forsøg, der dog gik forbi mål. Og efter 65 minutter fik Mads Dalby Bjørn lige akkurat fingerspidserne på et langskud fra Luca de Biase.

Men kort efter kom føringsmålet til AB Tårnby. Et indlæg fra venstre sejlede over bagest i feltet, hvor Danmarksseriens topscorer, Benjamin Warlo, dukkede op og ekspederede bolden i mål.

Scoringen slog dog ikke otterne ud. Hjemmeholdet fik som anden halvleg skred frem bedre og bedre styr på boldomgangen i de svære vindforhold, og efter 71 minutter lykkedes det efter et godt angreb at komme til afslutning, men Simon Sinkjærs forsøg gik lige forbi.

Med et minut tilbage af den ordinære spilletid hamrede AB Tårnby en afslutning på trekantsammenføjningen, men otterne fortsatte med at klø på. Og i overtiden blev det til den gyldne mulighed, der kunne have sikret det ene point, men Julius Hamburger-Toft afsluttede lige ved siden af mål på Mathias Bondo Andersens gode assist.

Slutfacit: 1-2 i en kamp, hvor B 1908 med lidt held kunne have fået uafgjort, men hvor man omvendt heller ikke kan indvende noget mod, at topholdet tog alle tre point. B 1908 spiller igen langfredag, og igen er der tale om et lokalopgør. Tårnby FF tager imod på Vestamager Idrætsanlæg med kampstart klokken 18.

KAMPFAKTA
Lørdag 9. april 2022
Danmarksserien, pulje 2
B 1908 - AB Tårnby 1-2 (1-1)
1-0 Patrick Bielefeldt (3)
1-1 Mehieddine Djafer-Bey (32)
1-2 Benjamin Warlo (67)
Advarsler: Benjamin Warlo, AB Tårnby (32)
Simon Ruben Christoffersen, B 1908 (61)
Gustav Vind Rasmussen, B 1908 (73)
Mehieddine Djafer-Bey, AB Tårnby (75)
Julius Hamburger-Toft, B 1908 (79)
Oliver Elliott Karlsen, B 1908 (89)
B 1908's hold: Mads Dalby Bjørn, Joachim A. Jensen (Mathias Bondo Andersen, 79), David Chernet, Albert Meinert Buhl, Nicklas Andersen, Patrick Bielefeldt (Julius Hamburger-Toft, 57), Gustav Vind Rasmussen, Simon Ruben Christoffersen, Shimal Ado (Oliver Elliott Karlsen, 57), Philip Tietze, Simon Sinkjær
Dommer: Jacob Clausen
Tilskuere: 301 i Sundby Idrætspark


Luk