Trods en glimrende kamp: Tungt nederlag til DS-holdet

Heller ikke i syvende forsøg i dette efterår lykkedes det B 1908 at vinde i Danmarksserien. Hjemmekampen mod nedrykkerne fra Karlslunde endte med et ærgerligt nederlag på 0-1. Et nederlag, der slog ekstra hårdt, for otterne havde faktisk spillet en rigtig fornuftig kamp, og Karlslundes mål kom efter en bitter fejl.
Karlslunde fik kampens første store chance allerede efter fire minutter, hvor Sadik Krdzic sendte bolden over mål efter et hjørnespark. Men efter en begyndelse på kampen, hvor otterne lige skulle finde fodfæste på banen, kom hjemmeholdet bedre med i kampen og fik overtaget.
Nicklas Andersen fik otternes første chance med en helflugter efter et godt gennemspillet angreb, men bolden sneg sig over mål. Og efter en lille halv time havde otterne tre afslutninger i samme angreb - sluttende med endnu en afslutning af Nicklas Andersen, der gik over mål.
Kort forinden havde Mads Dalby Bjørn fået det yderste af fingrene på en afslutning af Simon Raahave, der tog ydersiden af stolpen. Mads Dalby Bjørn leverede generelt en god indsats i målet med mange sikre indgreb.
Mod halvlegens slutning fik otterne spillet sig fik flere halve muligheder, men de løb ud i sandet. Som i sidste uges kamp mod Roskilde KFUM manglede der lidt kynisme i angrebsspillet og modet til at trykke af på de halve chancer.
Fejl efter målspark
Chancerne fortsatte med at opstå efter pausen, hvor Karlslunde havde et par nærgående forsøg, og hvor otterne lykkedes med nogle gode angreb. Nicklas Andersen, Shimal Ado og David Chernet havde tre muligheder inden for tre minutter, men ind ville bolden ikke.
Og så med et lille kvarter igen, hvor det lignede en nulløsning, skete det, der ikke måtte ske. Returbolden på et kort målspark fra Mads Dalby Bjørn blev for upræcis, og så kunne Karlslunde opsnappe bolden og gøre det til 1-0.
Patrick Bielefeldt havde en god chance for udligning fem minutter senere efter et rigtig godt B 1908-angreb og en god aktion af Julius Hamburger-Toft, men forsøget udefra blev blokeret.
I overtiden havde Karlslunde muligheden for at lukke kampen til 2-0, men bolden sneg sig lige forbi mål. Men sejren gik til udeholdet, og otterne må sande, at man fortsat ikke har prøvet at vinde. Næste opgave er Holbæk på udebane fredag 16. september kl. 19.
KAMPFAKTA
Danmarksserien, pulje 1
Lørdag 10. september 2022
B 1908 - Karlslunde 0-1 (0-0)
0-1 Nikolaj Adler Nielsen (77)
Advarsler: Rasmus Winther Svendsen, Karlslunde (22)
Philip Kjærulff Tietze, B 1908 (40)
Sebastian Hansen, Karlslunde (56)
B 1908's hold: Mads Dalby Bjørn, Albert Meinert Buhl, David Chernet, Simon Ruben Christoffersen, Oliver Elliott Karlsen, Magnus Langhorn, August Rosenmeier (Alexander Behnke, 74), Nicklas Andersen, Patrick Bielefeldt, Philip Kjærulff Tietze (Shimal Ado, 56), Simon Sinkjær (Julius Hamburger-Toft, 67)
Dommer: Muhammed Kucukavci
Tilskuere: ca. 250 i Sundby Idrætspark