Menu

Topholdet var for stærkt: Spinkelt nederlag i lokalbraget

image Axel Uzan havde en god chance i første halvlegs døende minutter. Foto: Christian M. Olsen
25. september 2021 kl. 23:15
Efter to sejre i træk, måtte DS-holdet gå fra banen uden point. AB Tårnby vandt Amagergildet på Tårnby Stadion med 1-0.

- Det var tre gode point, men det var godt nok nervepirrende.

Ordene fandt mellem to Tårnby-gubber efter dagens DS-kamp mellem AB Tårnby og B 1908. En kamp, som topholdet AB Tårnby trak sig sejrrigt ud af med spinkle 1-0, men som lynanalysen i baren efter kampen understregede, så var der helt til det sidste spænding om resultatet.

B 1908 mødte op til kampen med to friske sejre i bagagen, men kunne i første halvleg slet ikke finde det gode spil fra sidste weekends kamp mod Skovshoved frem. Det var langt hen ad vejen AB Tårnbys fortjeneste, men otterne bidrog også selv til den magre første halvleg med mange fejlafleveringer og forkerte beslutninger.

Det var hjemmeholdet, der sad på spillet i den første halve time, hvor det blev til et par chancer, men ofte blev AB Tårnby fanget i otternes offside-fælde.

Otternes første store chance kom efter 27 minutter, hvor Shimal Ado modtog en god aflevering, tog et træk ud i banen forbi den fremstormende AB Tårnby-keeper, men vinklen blev for spids, og afslutningen på mål kunne cleares af en forsvarer.

Efter 33 minutter kom AB Tårnby foran efter en fejl i B 1908's bageste rækker, hvor Benjamin Warlo kunne erobre bolden og sende Sebastian Segall fri mod mål. Her svigtede Tårnby-kanten ikke, og så var hjemmeholdet i front.

To minutter før pausen forsøgte Axel Uzan at gentage sin flotte scoring mod Skovshoved i sidste uge, men hans forsøg langt udefra gik forbi mål.

Saft og kraft

Otterne kom ud til anden halvleg med mere saft og kraft i spillet godt hjulpet af en god vind i ryggen. Alligevel var det AB Tårnby, der fik halvlegens første chance, men Benjamin Warlos forsøg blev blokeret.

B 1908 havde svært ved at komme til chancer, men efter 78 minutter blev det farligt. Mathias Bondo Andersen sendte et indlæg ind foran mål, og AB Tårnby-forsvareren Boris Saric' clearing endte på egen overligger inden den gik til hjørnespark. Kort efter havde Simon Sinkjær et lignende indlæg fra højre, men også her fik AB Tårnby-forsvaret reddet situationen.

I kampens slutfase blev David Chernet sendt helt i front, og det skabte lidt uro i hjemmeholdets forsvar, men den helt store chance udeblev. Heller ikke da keeper Mads Dalby Bjørn i overtiden gik med frem på et hjørnespark, blev otterne rigtig farlige.

Og så endte det med en hjemmesejr til topholdet, mens B 1908 måtte indkassere sæsonens fjerde nederlag. 

På lørdag venter endnu et lokalopgør, ja, faktisk to. Først spiller DS-holdet mod Tårnby FF klokken 12 i Sundby Idrætspark, og klokken 14 spiller 2. senior på samme bane mod Fremad Amager i serie 1 på en forhåbentlig festlig fodboldlørdag.

KAMPFAKTA
Lørdag 25. september 2021
Danmarksserien, pulje 2
AB Tårnby - B 1908 1-0 (1-0)
1-0 Sebastian Segall (33)
Advarsler: Nikola Saric, AB Tårnby (37)
Wilson Henningsen, B 1908 (71)
Benjamin Fey, B 1908 (80)
Sebastian Segall, AB Tårnby (88)
B 1908's hold: Mads Dalby Bjørn, Benjamin Fey, Albert Meinert Buhl, David Chernet, Mathias Bondo Andersen, Simon Ruben Christoffersen, Wilson Henningsen (Simon Sinkjær, 78), Shimal Ado (Oliver Elliott Karlsen, 62), Axel Uzan (Mads Bukhave, 69), Nicklas Andersen, Patrick Bielefeldt
Dommer: Andreas Gravers Klitgaard
Tilskuere: 153 på Tårnby Stadion


Luk