Menu

To uger til forårspremieren: Sådan er status for DS-holdet

image Shimal Ado i duel i lørdagens træningskamp mod Herlev
Christian M. Olsen
01. marts 2025 kl. 22:47
På årets første forårsdag tabte DS-holdet 2-0 i en træningskamp mod Herlev. Der er turneringsstart om 14 dage.

Om to uger bliver Danmarksserien genoptaget efter en lang vinterpause. B 1908 kan kigge ind i et forår, hvor holdet skal på pointjagt for at undgå nedrykning til Københavnsserien. Efteråret var som bekendt pointfattigt, men en god slutspurt med syv point i tre kampe gør, at holdet - trods en øjeblikkelig sidsteplads - slet ikke er hægtet af i nedrykningskampen.

Efter træningsstart midt i januar er truppen godt på vej til at finde kampformen. I løbet af vinteren har truppen sagt farvel til en håndfuld spillere, der har valgt at prøve kræfter i andre klubber. Men en solid grundstamme fra efteråret er intakt, og suppleret med flere interessante nytilkomne og tilbagevendte spillere, er truppen, som skal ud på en stor forårsmission, ved at tegne sig.

Lørdag 1. marts - på årets første forårsdag - var holdet ude i 2025's fjerde træningskamp. Det endte med et nederlag på 2-0 til Herlev, som B 1908 sandsynligvis kommer til at spille mod i nedrykningsspillet senere på foråret.

Det blev en god træningskamp, hvor spillerne fik mange meter i benene, og hvor otterne tilspillede sig et par pæne chancer, men skarpheden i afslutningerne manglede.

Årets tre første træningskampe er endt med uafgjort 0-0 mod FC Rudersdal, Sejr på 2-1 over Kastrup og 1-1 mod PI Fodbold.

Sidste træningskamp inden det går løs i turneringen er på lørdag 8. marts kl. 12 hjemme mod AB Tårnby. Kampen spilles på kunstgræsbanen ved klubhuset.

KAMPFAKTA
Træningskamp
Lørdag 1. marts 2025
B 1908 - Herlev 0-2 (0-1)
0-1 Herlev (40)
0-2 Herlev (65)
Udvisning: Thomas Tranberg, B 1908 (50)
B 1908's hold, 1. halvleg: Aland Ado, Benjamin Fey, Claes Grube Jensen, Lau Porskær, August Deding (Albert Theis Nielsen, 30), Gustav Vind Rasmussen, Max Winther, Haris Mir, Nicklas Olabi, Praygod Pallangya, Shimal Ado
B 1908's hold, 2. halvleg: Konrad Kongsbak Krogh, Benjamin Fey, Kasper Wibholm Henriksen, Lau Porskær, Albert Theis Nielsen, Praygod Pallangya, August Rosenmeier, Christian Sjølander, Max Winther, Mikkel Vedel Feldingbjerg Nielsen, Thomas Tranberg (Shimal Ado, 50)
Dommer: Marvin Schwoon
Tilskuere: ca 50 i Sundby Idrætspark


Luk