Store chancer blev misbrugt: Så endte det med et klart nederlag

Heller ikke i efterårets anden kamp i Danmarksserien lykkedes det for B 1908 at få point. Lørdag vandt oprykkerne fra Hvidovre med hele 3-0 i Sundby Idrætspark. Det efterlader otterne på sidstepladsen i pulje 1 efter to spillerunder.
Det begyndte ellers lovende for hjemmeholdet, der spillede en rigtig god første halve time af kampen og tilspillede sig flere store chancer. Tre gode muligheder til 100-kampjubilaren Nicklas Andersen og en flugter fra Haris Mir efter et hjørnespark kunne med lidt held have bragt otterne foran.
Nicklas Andersen spillede sin kamp nummer 100 og fik blomster og krus
af holdleder Christian Brozek og formand Jens Henrik Jensen.
I stedet var det Hvidovre, der bragte sig på 1-0 efter 35 minutter. B 1908-forsvaret appellerede for offside, da Oscar Hessner Sejrup blev spillet fri, men linjedommerens flag blev nede, og så var gæsterne foran. Kort efter havde holdet fra 2650 muligheden for at komme yderligere foran, men en afslutning tæt foran mål gik over.
I anden halvleg havde otterne svært ved at få spillet til at glide som før pausen. Hvidovre var hurtigere, bedre med bolden og også mere effektive. Som efter 64 minutter, hvor et boldtab på midten af banen endte i en hurtig omstilling og en 2-0 scoring af Frederik Grünwaldt.
Christian Sjølander fik debut for B 1908, da han blev skiftet ind i anden halvleg.
Otterne kunne have reduceret efter 69 minutter, men Christopher Grube Jensen manglede det sidste held, da han brød igennem Hvidovres forsvar og sendte bolden uden om keeperen, men på stolpen.
I stedet blev det 3-0 til Hvidovre i en situation, hvor B 1908-forsvaret ikke fik lukket ordentligt ned ved baglinjen. Inde foran mål kunne Oscar Hessner Sejrup score sit andet mål. 0-3 blev også slutresultatet
B 1908 skal i aktion igen på fredag 23. august kl. 18.30 ude mod Karlslunde.
KAMPFAKTA
Lørdag 17. august 2024
Danmarksserien, pulje 1
B 1908 - Hvidovre 0-3 (0-1)
0-1 Oscar Hessner Sejrup (35)
0-2 Frederik Grünwaldt (64)
0-3 Oscar Hessner Sejrup (74)
Advarsler: Christian Kok, Hvidovre (45)
Noah Graini, Hvidovre (70)
Elias Rusborg, Hvidovre (87)
B 1908's hold: Mads Dalby Bjørn, Benjamin Fey, Claes Grube Jensen (Kasper Wibholm Henriksen, 74), Albert Meinert Buhl, Christopher Grube Jensen, Gustav Vind Rasmussen, Nicklas Andersen, Max Winther (bedste mand: 8 stemmer) (August Deding, 89), Mathias Bondo Andersen (August Rosenmeier, 46), Shimal Ado, Haris Mir (Christian Sjølander, 62 (debut))
Dommer: Andreas Lindegaard Halkjær
Tilskuere: 170 i Sundby Idrætspark