Point for tredje kamp i træk: Vigtig sejr for DS-holdet over GVI

For anden hjemmekamp i træk gik B 1908 fra banen med tre point mod en af de direkte duellanter i det drabelige nedrykningsspil i Danmarksserien. Lørdag var det GVI, det gik ud over, og med sejren rykkede otterne op på femtepladsen i kvalifikationsspillet.
Trænerteamet havde foretaget en enkelt ændring i start-11'eren i forhold til sidste weekends 0-0-kamp mod Greve. Kristian Drejer Larsen erstattede Haris Mir, der havde taget plads på bænken.
Det var B 1908, der havde overtaget og de største chancer i de første 45 minutter. Allerede efter fire minutter havde David Chernet en mulighed, da Mikkel Knudstrup servede et frispark ind i feltet, men forsvarerens hovedstød sejlede over mål. Knudstrup var også i assistmagerens rolle efter ti minutter, denne gang fra venstre side, hvor han spillede bolden tilbage til August Rosenmeier, men hans afslutning gik over mål. Efter 18 minutter var Mikkel Knudstrup selv afslutter, men hans forsøg blev rettet af til hjørnespark.
GVI havde ikke meget at byde på offensivt, og mod slutningen af halvlegen var gæsterne presset i bund. Det lignede mere og mere en føring til hjemmeholdet, men en afslutning fra Kristian Drejer Larsen, som blev blokeret af en forsvarer tæt under mål, og Gustav Vind Rasmussens forsøg lige forbi mål på halvlegens sidste spark var det tætteste, otterne kom på en scoring. 0-0 ved pausen.
Endelig kom målet
B 1908 fortsatte de gode offensive takter straks fra anden halvlegs start, og efter fire minutter fik hjemmeholdet hjørnespark. Mikkel Knudstrup sendte bolden tæt ind under mål, hvor Simon Ruben Christoffersen var stødt med frem, og nærmest med ryggen til målet fik han sendt bolden ind over stregen til en fortjent føring.
Simon Ruben Christoffersen har scoret til 1-0.
Minuttet efter havde otterne igen bolden i netmaskerne, men Patrick Bielefeldts scoring blev annulleret for offside.
B 1908 jagtede målet til 2-0, der ville have lukket kampen, men GVI holdt stand. Og da otterne ikke formåede at slå det afgørende søm i, kom GVI pludselig ind i kampen. Gæsterne appellerede kraftigt for straffespark efter 72 minutter, da Albert Meinert Buhl kantede en GVI-angriber i feltet, men dommerens fløjte forblev tavs.
Hvor afslutningerne havde været yderst begrænsede fra udeholdet i kampens første fem kvarter, kom de pludselig i en lind strøm i kampens slutning, men årvågent forsvarsspil hos otterne og manglende præcision i afslutningerne hos GVI gjorde, at udligningen udeblev.
I stedet fik otterne en mulighed i en omstilling. Dommer Maythan Al-Aalwan gjorde storartet brug af fordelsreglen, og så kørte toget ned mod GVI målet. Det så ud som om, at muligheden løb ud i sandet, men otterne generobrede bolden, der blev spillet tilbage til Gustav Vind Rasmussen, som med en kølig inderside sendte bolden i mål til slutfacit 2-0.
I kampens overtid blev Simon Ruben Christoffersen udvist med sin advarsel nummer to. Han må dermed sidde over, når B 1908 påskelørdag tager besøger Roskilde KFUM. Kampen har kickoff klokken 13.30.
KAMPFAKTA
Lørdag 1. april 2023
Danmarksserien, kval-pulje 1
B 1908 - GVI 2-0 (0-0)
1-0 Simon Ruben Christoffersen (49)
2-0 Gustav Vind Rasmussen (90)
Advarsler: Frederik Olsen, GVI (30)
Simon Ruben Christoffersen, B 1908 (44)
Abdoulie Manneh, GVI (45+3)
August Rosenmeier, B 1908 (52)
Marko Kuburovic, GVI (79)
David Chernet, B 1908 (87)
Simon Sinkjær, B 1908 (90+4)
Udvisning (to advarsler): Simon Ruben Christoffersen, B 1908 (90+4)
B 1908's hold: Kevin Førsterling Cederkrantz, Mikkel Knudstrup (Joachim A. Jensen, 82), Albert Meinert Buhl, David Chernet, Simon Ruben Christoffersen, August Rosenmeier, Kristian Drejer Larsen (Benjamin Fey, 80), Gustav Vind Rasmussen, Mathias Bondo Andersen (Haris Mir, 61), Philip Kjærulff Tietze (Lorent Selmani, 82), Patrick Bielefeldt (Simon Sinkjær, 80)
Dommer: Maytham Al-Aalwan
Tilskuere: 183 i Sundby Idrætspark