Menu

Målrig match bølgede frem og tilbage: Ærgerligt pointtab til sidst

image B 1908 og Vigerslev delte point i et særdeles chancerigt opgør i Københavnsserien. Foto: Christian M. Olsen
Christian M. Olsen
27. september 2025 kl. 19:46
KS-holdet gjorde et fornemt comeback efter en sand chokstart mod Vigerslev, men måtte alligevel nøjes med ét point.

Efter tre sejre på stribe skulle B 1908 lørdag forsøge at holde fast i topplaceringen i Københavnsserien. 

B 1908 fik en sand mareridtsstart på kampen, Mathias Bondo Andersen havde ellers haft kampens første chance med en flad afslutning lige forbi mål efter et nydeligt angreb, men så gik det galt i den anden ende.

Først svigtede markeringerne ved et Vigerslev-hjørnespark, som anfører Nicholas Gotfredsen til sidst kunne sparke i mål. Og bare to minutter senere kiksede otternes offside-fælde, så Emanuil Nielsen kunne komme fri og gøre det til 2-0, inden der var spillet 10 minutter.

Begge hold væltede sig i chancer i kampens første tyve minutter og både Shimal Ado og Nicklas Andersen havde gode mulighed for at reducere.

Men det blev først i første halvlegs overtid, at reduceringen kom. Alexander Banda - der blev man of the match med syv stemmer - blev spillet i dybden i venstre side, og han lagde bolden til rette for Tobias Schaarup, der sendte bolden i mål.

Mange chancer
Efter en forholdsvis jævnbyrdig første halvleg med B 1908 som det bedste hold, men med Vigerslev med de farligste chancer, var styrkeforholdet efter pausen noget mere ulige. Her var det otterne, der sad godt og grundigt på spillet.

I løbet af det første kvarter var der chancer både til Noel Pignot, Shimal Ado og Rasmus Robrahn, men udligningen lod vente på sig.

Men efter 61 minutter lykkedes det med hjælp fra Vigerslevs keeper. Et hjørnespark fra Benjamin Fey blev sendt tæt ind under mål, hvor keeperen gik op og fik et forkert træf på bolden, så den gik i nettet.

Mens Vigerslev ikke var flittige gæster på otternes banehalvdel efter pausen, fortsatte otterne med at skabe mange chancer. Efter 81 minutter dumpede bolden ned til Noel Pignot uden for feltet, og midterforsvareren, der i anden halvleg var rykket op på midtbanen, trykkede godt af udefra og holden sejlede i mål til 3-2.

Det lignede et stort comeback af otterne, og der var udsigt til den fjerde sejr på stribe. Men tre minutter inde i overtiden fik Vigerslev udlignet - på et endnu flottere langskudsmål af Mado Rakha.

Begge hold nåede at få en chance mere, men det endte med 3-3 i en livlig forestilling i Valby.

B 1908 spiller igen på lørdag 4. oktober mod Husum i Sundby Idrætspark. Bemærk, at kampen allerede fløjtes i gang klokken 10.30.


Tobias Schaarup og Noel Pignot scorede for B 1908. Derudover blev der scoret et selvmål.

KAMPFAKTA
Lørdag 27. september 2025
Københavnsserien
Vigerslev - B 1908 3-3 (2-1)
1-0 Nicholas Gotfredsen (7)
2-0 Emanuil Nielsen (9)
2-1 Tobias Schaarup (45+2)
2-2 Selvmål (61)
2-3 Noel Pignot (81)
3-3 Mado Rakha (90+3)
Advarsler: Jonas Milner Rosfeldt, Vigerslev (72)
Saif Al-Shiekhly, B 1908 (90+2)
B 1908's hold: Mads Dalby Bjørn, Benjamin Fey, Claes Grube Jensen, Noel Pignot, Patrick Ruch Førsterling Svendsen, Rasmus Robrahn, Mathias Bondo Andersen (Sebastian Koldin, 50), Nicklas Andersen (Saif Al-Shiekhly (debut), 72), Tobias Schaarup (Dagur Arnason, 59), Alexander Banda, Shimal Ado
Dommer: Max Hede Jørgensen
Tilskuere: ca. 150 i Valby Idrætspark


Luk