KS-holdet rejste sig i en kamp med masser af chancer
Shimal Ado har udlignet til 1-1. Foto: Christian M. Olsen
B 1908 skulle fredag aften forsøge at rejse sig efter sidste weekends skuffende nederlag til Sundby.
Det lykkedes mod FB, der i sidste sæson var tæt på at rykke op i Danmarksserien, men som i sommerferien har været igennem en stor udskiftning i spillertruppen.
I Frederiksberg Idrætspark var B 1908 toneangivende fra kampens start og satte gang på gang FB's forsvar på overarbejde.
To store chancer til Rasmus Robrahn, der styrede Gustav Vind Rasmussens frispark lige forbi mål og Albert Theis Nielsen, der headede på overliggeren efter Gustav Vind Rasmussens fornemme forarbejde, kunne med lidt held have sørget for en drømmestart til otterne.
Derfor var det også noget af en begmand for otterne, da FB efter et kvarter bragte sig foran på en omstilling. Først en afslutning på stolpen, men Pelle Rynkeby Knudsen sendte riposten i nettet. Det var første gang, at hjemmeholdet var i nærheden af otternes mål.
Otterne svarede dog hurtigt igen, og efter 22 minutter udlignede Shimal Ado. Som det ofte var tilfældet i første halvleg kom opspillet fra højre angrebsside. Patrick Ruch Førsterling Svendsen stod for assisten, og Shimal Ado var sikker i sin afslutning.
Et frisk gæt på boldbesiddelsen i første halvleg var 75-25 til B 1908's favør, og forsøg mod mål var der masser af.
Men alligevel FB var lynende farlige på omstillinger, og Mads Dalby Bjørn måtte kort inden pausen diske op med en storartet dobbeltredning for at holde 1-1 til pausen.
To mål på tre minutter
Otterne fortsatte med at have overtaget i spillet fra anden halvlegs start, og der var bare spillet fem minutter, da Shimal Ado igen var på pletten inde foran mål. Et godt opspil i venstre side endte med en stærk assist af tilbagevendte Nicklas Andersen, og Shimal Ados knaldhårde afslutning var ikke til at gøre noget ved for FB's keeper.
Så gik det stærkt. Bare to minutter senere var Nicklas Andersen igen i hopla i venstre angrebsside. Denne gang fandt han Albert Theis Nielsen inde foran mål, der sendte otterne foran 3-1.
Mange udskiftninger gjorde, at spillet blev lidt mere hakkende efter pausen, og otternes dominans ikke helt var så udtalt som i første halvleg.
FB var fortsat farlige på deres omstillinger, men Mads Dalby Bjørn stod en god kamp i målet og var også vågen, da Pelle Rynkeby Knudsen havde bud efter kassen på et direkte frispark midt i halvlegen.
Et par store chancer til FB i overtiden kunne have pyntet på resultatet, men det skete ikke, og B 1908-sejren var ganske fortjent.
Turen går endnu en gang til Frederiksberg i næste spillerunde. Lørdag 13. september møder B 1908 FA 2000 II på Jens Jessens Vej klokken 12.

Shimal Ado (2) og Albert Theis Nielsen scorede otternes mål: Shimal Ado blev
også valgt som bedste spiller med otte stemmer. Foto: Christian M. Olsen
KAMPFAKTA
Fredag 5. september 2025
Københavnsserien
FB - B 1908 1-3 (1-1)
1-0 Pelle Rynkeby Knudsen (15)
1-1 Shimal Ado (22)
1-2 Shimal Ado (50)
1-3 Albert Theis Nielsen (52)
Advarsel: Lau Porskær, B 1908 (84)
B 1908's hold: Mads Dalby Bjørn, Benjamin Fey, Claes Grube Jensen, Lau Porskær (Sebastian Koldin, 68), Patrick Ruch Førsterling Svendsen (Dagur Arnason, 62), Gustav Vind Rasmussen (Taoufik Khayat, 53), Nicklas Olabi (Patrick Ruch Førsterling Svendsen, 73), Nicklas Andersen (Lau Porskær, 78), Rasmus Robrahn, Albert Theis Nielsen, Shimal Ado
Dommer: Muhammed Kukukavci
Tilskuere: ca. 120 i Frederiksberg Idrætspark