Menu

KS-holdet overtager førstepladsen efter hjemmesejr over Union

image Noel Pignot har bragt B 1908 foran 1-0. Foto: Christian M. Olsen
18. oktober 2025 kl. 23:19
B 1908 vandt lørdag formiddag 3-2 over Union. Noel Pignot, Shimal Ado og Nicklas Andersen scorede målene.

B 1908 skulle lørdag formiddag forsøge at tage den tredje hjemmesejr i træk. Modstanderen var BK Union.

Der var foretaget hele syv ændringer i startopstillingen i forhold til sidste weekends 0-0 mod Viking/RIK på Bornholm. 

Det var otterne, der kom bedst ud til kampen, og allerede efter fem minutter havde Shimal en god mulighed, da han fik lobbet en frispilning over den fremstormende Union-keeper, men også lige forbi mål.

Midt i halvlegen fik otterne hjørnespark, og inde foran mål dumpede bolden ned for fødderne af Noel Pignot, der fik den sendt ind over stregen til en 1-0-føring.

B 1908s ellers så stærke defensiv blev i den grad udfordret i det sidste kvarter af første halvleg, hvor Union flere gange fik lirket den op. Fejlafleveringer og uopmærksomhed i otternes forsvar gjorde, at holdet fra Genforeningspladsen med to mål inden for fire minutter fik vendt kampen på hovedet.

Nicklas Andersen havde kort før pausefløjtet en stor mulighed for at udligne, men hans forsøg på at lobbe bolden over Unions målmand blev afværget.

Der blev møbleret rundt på otternes formation i pausen, og hovedparten af de 128 tilskuere i Sundby Idrætspark kunne glæde sig over, at Shimal Ado bare seks minutter inde i anden halvleg udlignede til 2-2. 

Otterne havde igen overtaget kommandoen i kampen, og kort efter udligningen havde Patrick Ruch Førsterling Svendsen et godt forsøg, men afslutningen strøg lige over mål.

Midt i halvlegen kom B 1908 igen foran. Mathias Bondo Andersen, der spillede en god kamp, sendte Nicklas Andersen afsted med en aflevering i dybden i højre side, og denne gang var han sikkerheden selv i afslutningen. 3-2.

Otterne fik flere halve muligheder for at lukke kampen, men det lykkedes ikke af score. Og så blev det alligevel lidt for spændende til allersidst, hvor Union havde en åben chance - ganske vist fra en spids vinkel - der strøg lige over mål.

Men det endte med 3-2 til B 1908, der nu indtager førstepladsen i Københavnsserien.

På lørdag 25. oktober er der topkamp mod Fremad Valby i Valby Idrætspark klokken 12.00.

 

<
De tre målscorere: Noel Pignot, Shimal Ado og Nicklas Andersen.

KAMPFAKTA
Lørdag 18. oktober 2025
Københavnsserien
B 1908 - Union 3-2 (1-2)
1-0 Noel Pignot (23)
1-1 Union (33)
1-2 Uffe Troensegaard (36)
2-2 Shimal Ado (51)
3-2 Nicklas Andersen (68)
Advarsel: Union (76)
B 1908's hold: Mads Dalby Bjørn, Claes Grube Jensen, Lau Porskær (Benjamin Fey, 46), Sebastian Koldin (Mathias Bondo, 46), Patrick Ruch Førsterling Svendsen, Noel Pignot, Saif Al-Shiekhly (Nicklas Andersen, 32), Mathias Bondo (Alexander Banda, 32), Rasmus Robrahn, Philip Kjærulff Tietze (Saif Al-Shiekhly, 80 (Philip Kjærulff Tietze, 90+3)), Shimal Ado (bedste mand - 6 stemmer)
Dommer: Jarl Linder
Tilskuere: 128 i Sundby Idrætspark


Luk