Menu

Fire nederlag på stribe: Det ser svært ud for DS-holdet

image B 1908 tabte 0-1 til Ringsted lørdag i Sundby Idrætspark. Foto: Christian M. Olsen
31. august 2024 kl. 22:19
Med fire nederlag på stribe har otterne fået en svær start på Danmarksserien.

Av, av, av for en august måned for DS-holdet. Heller ikke på kalenderens sidste sommerdag lykkedes det at få point for otterne, der nu er noteret for nul point efter fire kampe i Danmarksserien.

Efter sidste fredags nederlag mod Karlslunde skulle B 1908 forsøge at rejse sig mod Ringsted, men det kører altså bare ikke rigtig for holdet i øjeblikket.

Første halvleg var forholdsvis jævnbyrdig, men med Ringsted mest i boldbesiddelse. 

Nicklas Andersen fik otternes første chance efter syv minutter, men hans afslutning blev reddet, og Shimal Ado var i offside-position på riposten.

Midt i halvlegen fik Ringsted en dobbeltchance efter to forsvarskiks af otterne. Mads Dalby Bjørn reddede i begge forsøg, og keeperen stod i det hele taget en stærk kamp og blev da også sit holds bedste med 17 stemmer.

Shimal Ado havde en mulighed efter en god halv time, men fik ikke power nok i afslutningen, og da Mads Dalby Bjørn stod i vejen for en Ringsted-afslutning kort efter, sluttede første halvleg uden scoringer.

Ringsted åbnede anden halvleg med et skud på stolpen, og gæsterne var i det hele taget ovenpå efter pausen. Flere gode redninger af Mads Dalby Bjørn holdt otterne inde i kampen, men hjemmeholdet bøvlede med at få sat gode angreb op.

Et par chancer til Shimal Ado og Patrick Bielefeldt blev det til, men det var Ringsted, der var bedst efter pausen, og midtsjællænderne blev også hjulpet lidt på vej af nogle dumme boldtab og situationer, hvor otterne spillede sig ud i situationer, hvor man kom unødigt under pres.

Det var også tilfældet, da Ringsted midt i halvlegen bragte sig foran. En kikset clearing gav Ringsted en mulighed, og så endte bolden foran mål, hvor Johannes Larsen kunne bringe gæsterne foran.

Otterne fik aldrig etableret et modtryk, der kunne sikre udligningen, og det hele endte med en 1-0 sejr til Ringsted.

B 1908 spiller igen lørdag 7. september kl. 14 på Tårnby Stadion mod AB Tårnby.


Inden kampen blev Benjamin Fey og Albert Meinert Buhl fejret med blomster og krus
af holdleder Christian Brozek og formand Jens-Henrik Jensen. Fey spillede sin kamp
nummer 200 ude mod Karlslunde, mens Albert rundede 100 kampe mod Ringsted.

KAMPFAKTA
Lørdag 31. august 2024
Danmarksserien, pulje 1
B 1908 - Ringsted 0-1 (0-0)
0-1 Johannes Larsen (69)
Advarsel: Benjamin Fey, B 1908 (83)
B 1908's hold: Mads Dalby Bjørn, Benjamin Fey, Albert Meinert Buhl, Kasper Wibholm Henriksen (Claes Grube Jensen, 81), Christopher Grube Jensen, Max Winther, Nicklas Andersen, Mathias Bondo Andersen (Lau Porskær, 81), Patrick Bielefeldt (Semir Duracak, 71), Shimal Ado, Thomas Tranberg (Haris Mir, 61)
Dommer: Magnus Dilling
Tilskuere: 156 i Sundby Idrætspark


Luk