Menu

DS-holdet klar til forårssæsonen: 3-0 over Greve i sidste test

image Gustav Vind spillede en stor kamp for B 1908 i træningskampen mod Greve. Foto: Christian M. Olsen
19. marts 2022 kl. 22:20
Herlig generalprøve, da DS-holdet vandt 3-0 over Greve i den sidste testkamp inden Danmarksserien går i gang igen på lørdag.

To måneder med intensiv træning og testkampe er slut. På lørdag bliver det alvor, når B 1908 tager hul på foråret, hvor målet er klart: At sikre sig så tilpas mange point, at en degradering til Københavnsserien bliver undgået.

Otterne kunne ikke ønske sig en bedre generalprøve lørdag, hvor Greve, der overvintrer på andenpladsen i DS pulje 1, var på besøg i Sundby Idrætspark. Hjemmeholdet spillede en stærk kamp og var især i første halvleg i hopla med masser af intensitet og gode, hurtige kombinationer.

Allerede efter tre minutter kom otterne foran, da en lang bold blev spillet op til Simon Sinkjær i front. Køligt udførte han en stopfinte i feltet og lagde koldblodigt bolden over i det lange hjørne til 1-0.

B 1908 dominerede første halvleg, og efter godt en halv time havde Julius Hamburger-Toft muligheden for at gøre det til 2-0 efter Simon Sinkjærs ihærdige erobring af bolden på Greves banehalvdel, men afslutningen manglede lige det sidste.

Blot minuttet efter kom så scoringen til 2-0. Joachim A. Jensen sendte en bold frem til Gustav Vind, der resolut ekspederede den videre til Patrick Bielefeldt, som med ydersiden sparkede bolden i kassen. 

Greves største chance kom lige inden pausefløjtet, hvor en afslutning landede på overliggeren, men otterne slap med skrækken og fik afværget riposten.

Greve kom noget bedre ud til anden halvleg, og sad på spillet i de første tyve minutter efter pausen, dog uden at skabe nævneværdige chancer.

I stedet kom B 1908 tilbage i kampen og genfandt det gode kombinationsspil og høje presspil fra første halvleg. Det resulterede i en Greve-fejl ti minutter før tid, hvor Patrick Bielefeldt opsnappede bolden og spillede den videre til Shimal Ado, der trykkede af og scorede til 3-0, der også blev kampens slutfacit.

En strålende generalprøve for otterne, der på lørdag tager hul på forårssæsonen i Danmarksserien med en udekamp mod LSF. Der er kick off klokken 13 i Smørum.

KAMPFAKTA
Træningskamp
Lørdag 19. marts 2022
B 1908 - Greve 3-0 (2-0)
1-0 Simon Sinkjær (3)
2-0 Patrick Bielefeldt (36)
3-0 Shimal Ado (79)
Advarsler: Patrick Bielefeldt, B 1908 (58)
Greve (90)
B 1908's hold: Mads Dalby Bjørn, Joachim A. Jensen, David Chernet, Albert Meinert Buhl (Alexander Behnke, 75), Nicklas Andersen, Simon Ruben Christoffersen, Gustav Vind (Magnus Langhorn, 71), Julius Hamburger-Toft (Philip Tietze, 46), Shimal Ado (Mathias Bondo Andersen, 71), Patrick Bielefeldt, Simon Sinkjær (Shimal Ado, 75)
Dommer: Oliver Simbold
Tilskuere: ca. 120 i Sundby Idrætspark


Luk