Menu

Dramaet udeblev i lokalopgøret: Nulløsning mod AB Tårnby

image Mads Dalby Bjørn holdt buret rent. Foto: Christian M. Olsen
Christian M. Olsen
18. maj 2024 kl. 23:24
For første gang i foråret lykkedes det ikke for otterne at score, da det blev 0-0 mod AB Tårnby.

B 1908 var opsatte på at få revanche for det nylige 1-3 nederlag til AB Tårnby, da de to hold lørdag tørnede sammen igen i Sundby Idrætspark.

Men det blev ikke til den hjemmesejr, der kunne bringe B 1908 et nærmest altafgørende skridt væk fra nedrykningsstregen.

I stedet blev det - i skærende kontrast til sidste weekends vilde 5-4 sejr - til en treven nulløsning, da ingen af holdene formåede at få bolden over stregen.

Eller, det vil sige, Shimal Ado fik faktisk bolden i nettet allerede efter omkring et halvt minuts spil, men scoringen blev annulleret for offside.

Første halvleg var fattig på de helt store chancer, men Max Winther fik en stor en efter 35 minutter. Afslutningen gik dog over mål.

I de næste fem minutter var gæsterne fra AB Tårnby farlige to gange, men i begge tilfælde var Mads Dalby Bjørn på pletten i målet med store redninger på de store chancer.

AB Tårnby åbnede anden halvleg bedst uden dog at være rigtig farlige. Men otterne overtog styringen, og efter 55 minutter havde Nicklas Andersen en stor chance, der dog endte med et hjørnespark.

Derefter var det småt med chancer indtil kampen slutfase, hvor først Gustav Vind havde en afslutning udefra, som blev grebet af AB Tårnby-målmanden. Minuttet efter afsluttede AB Tårnby lige forbi mål. Og til allersidst flugtede Patrick Bielefeldt bolden forbi mål.

Det sluttede som det begyndte - 0-0. Det var første gang i foråret, at B 1908 gik fra banen uden at score. Og første gang i foråret, at otterne holdt modstanderne fra at score. Andreas Reiter blev kåret som otternes bedste med otte stemmer.

Næste kamp for B 1908 er på lørdag 25. maj kl. 13.30 på udebane mod Roskilde KFUM.

 

KAMPFAKTA
Lørdag 18. maj 2024
Danmarksserien, kvalifikationsspil, pulje 1
B 1908 - AB Tårnby 0-0
Advarsler: Kasper Wibholm Henriksen, B 1908 (60)
Sebastian Koldin, AB Tårnby (69)
Marcus Weiss, AB Tårnby (86)
Lasse Linnemann Johansson, B 1908 (90)
B 1908's hold: Mads Dalby Bjørn, Mikkel Knudstrup, Albert Meinert Buhl, Kasper Wibholm Henriksen, Andreas Reiter (Benjamin Fey, 68), Gustav Vind, Max Winther (Mathias Bondo Andersen, 68), Nicklas Andersen, Patrick Bielefeldt, Shimal Ado, Lasse Linnemann Johansson
Dommer: Simon Fenger Jensen
Tilskuere: 401 i Sundby Idrætspark


Luk