Menu

Dødsfald Carsten Brozek

image
Birger Jacobsen
03. juli 2025 kl. 09:05
Dødsfald Carsten Brozek 12.03.1949 - 02.07.2025
Her til morgen onsdag den 2. Juli modtog Onsdagsholdet et kedeligt budskab fra Cafe Otterens bestyrer Isabelle, som meddelte, at hendes onkel Carsten Brozek desværre døde i morges. Carsten blev 76 år.
Inden Onsdagsholdet i dag startede træningen kl 10.30, mødtes vi derfor i en rundkreds midt på banen, hvor vi mindedes Carsten. Birger fortalte lidt om Carstens virke i B1908 og afsluttede mindeordene af med et minuts stilhed.
Som ca 10 årig blev Carsten sammen med sin legekammerat Sten Svendsen som lilleput indmeldt i B1908. Han var herefter medlem af klubben i flere omgange. Han nåede kun at spille ca 40 turneringskampe i B1908, da det ikke var selve fodboldspillet, der interesserede ham, men mere klubarbejdet. Hans søn Christian Brozek er iøvrigt nuværende holdleder for 1. holdet.
Som kammerat til Sten Svendsen, var han med til dennes bryllup med franskmanden Marie Antoinette. Her fik han øje på en lille flot fransk nipsgenstand, nemlig brudens lillesøster Christiane på 17 år. Den gang kunne hun kun fransk, og med sætningen "Je t'aime" scorede han lillesøsteren, og de dannede herefter par lige til hendes alt for tidlige dødsfald for nogle få år siden.
I sin tid i B1908 var Carsten på forskellige tidspunkter involveret i forskelligt klubarbejde. For eksempel som holdleder for 2. holdet, lilleput-træner (for sønnens hold), i B1908s bestyrelse og i B1908s Venners bestyrelse. I den henseende var hans stilling som distriktchef for Kodak kopimaskiner en fordel for hans arbejde i klubben mht f.eks trykning af klubbladet, tryksager og lotterisedler.
Sammen med Allan og Birger Jacobsen spillede han også en del kampe på 5. holdet og blev senere også medlem af Onsdagsholdet, hvor han med sit altid gode humør deltog i frokosten og billardspillet efter træningen.
B1908 og Onsdagsholdet har mistet en god kammerat.
Æret være Carstens minde.

Luk