Dalby stod en brandkamp - men DS-holdet tabte alligevel

For anden lørdag i træk tabte B 1908 et lokalopgør til et Tårnby-hold med 0-1. Lørdag eftermiddag var det Tårnby FF, der træk sig sejrrigt ud af DS-kampen foran 252 tilskuere. Målet blev scoret allerede efter 14 minutter af Daniyal Mohammad Reza Ali Nazari.
Forinden havde otterne haft to pænt store chancer til Shimal Ado og Simon Sinkjær, men i begge tilfælde forhindrede Tårnby-keeperen Lucas Chang-Andersen en føring til hjemmeholdet.
Otterne forsøgte at komme hurtigt igen, men målchancerne til Oliver Elliott Karlsen og Patrick Bielefeldt blev aldrig rigtig farlige. Så var der mere power i to Tårnby FF-forsøg umiddelbart inden pausen. I begge tilfælde reddede Mads Dalby Bjørn på fornem vis.
Flot kamp af Dalby
Keeperen stod en rigtig flot kamp og var årsagen til, at Tårnby FF ikke fik lukket kampen på store chancer i begyndelsen af anden halvleg. Og Mads Dalby Bjørns redninger gav tro på, at det måske kunne lykkes for otterne at nuppe et enkelt point.
Tættest på var Patrick Bielefeldt med 12 minutter igen, hvor et hårdt indlæg fra Oliver Elliott Karlsen fra højre side ramte angriberen, der fik styret bolden lige forbi mål. Men udligningen udeblev, og Tårnby FF kunne tage retur til Vestamager med tre point.
Dermed er den første tredjedel af Danmarksserien færdigspillet - lige med undtagelse af en udsat kamp mellem Holbæk og GVI. B 1908 er placeret i den tunge ende. På lørdag venter en vigtig hjemmekamp mod Ringsted, der ligger sidst, så forhåbentlig er der stor opbakning på tilskuerpladserne til kampen, der spilles i Sundby Idrætspark klokken 12.
KAMPFAKTA
Lørdag 2. oktober 2021
Danmarksserien, pulje 2
B 1908 - Tårnby FF 0-1 (0-1)
0-1 Daniyal Mohammad Reza Ali Nazari (14)
Advarsler: Andreas Jensen, Tårnby FF (21)
Oliver Elliott Karlsen, B 1908 (90+3)
B 1908's hold: Mads Dalby Bjørn, Benjamin Fey, Simon Ruben Christoffersen, David Chernet, Mathias Bondo Andersen (Jesper Riis, 53), Wilson Henningsen, Oliver Elliott Karlsen, Simon Sinkjær, Axel Uzan (Julius Hamburger-Toft, 81), Shimal Ado (Nicklas Andersen, 67), Patrick Bielefeldt
Dommer: Søren Knudsen
Tilskuere: 252 i Sundby Idrætspark
Tak til bolddrengene, der trodsede regnen i Sundby Idrætspark.