Av, den gjorde ondt: Stort nederlag lægger tungt pres på DS-holdet

Et klart nederlag på 4-0 til Herlev påskelørdag gør en svær situation i bunden af nedrykningsspillet endnu mere vanskelig for B 1908.
Trænerteamet måtte møblere om i startopstillingen på grund af mange afbud, men inden den nye formation nærmest havde fundet sig selv, var Herlev kommet foran på et sandt drømmehug af Mathias Redke Jensen.
De første ti minutter af kampen var et regulært stormløb mod otternes mål, men så rykkede kæderne lidt tættere sammen, og det angrebslystne hjemmehold fik sværere ved at komme til afslutninger.
Otterne kom således meget mere med i kampen, og det var ikke fordi holdet manglede chancer i første halvleg. På ingen måde.
Praygod Pallangyo på overliggeren. Thomas Tranberg på stolpen. En friløber til Nicklas Andersen. En afslutning, der blev reddet på stregen. Og en bold, der lå stille i målfeltet og bare ventede på at blive sparket ind.
Fem gyldne muligheder for B 1908, men ingen af dem førte til mål.
I stedet scorede Herlev til 2-0 efter en halv times spil. Mads Dalby Bjørn reddede i første omgang, men Ali el Arbouchi satte riposten i netten.
Dyr fejl
Otterne kom rigtig fornuftigt ud til anden halvleg og var spildominerende. Men efter ti minutter blev en fejl af Mads Dalby Bjørn uden for straffesparksfeltet dyr. Målmanden blev tacklet, og Magnus Eichert kunne sende bolden over keeperen og i et tomt net. Ærgerligt for keeperen, der ellers havde mange fine redninger og sikre indgreb i løbet af kampen.
Kort efter blev det også 4-0 efter et godt gennemspillet angreb af Herlev, hvor otterne i den grad var på hælene.
Lucas Øzler erstattede skadede Claes Grube Jensen sidst i første halvleg og blev
kåret som man of the match med 11 stemmer af holdkammeraterne og staben.
Det kunne have endt med et påskeæg, men otterne rykkede stærkt sammen i bussen i resten af kampen og undgik en yderligere øretæve.
En stor mulighed for reducering til Praygod Pallangyo endte med en for vag afslutning, og så endte det hele med 4-0 til Herlev.
B 1908 spiller igen lørdag 26. april kl. 12 mod Fredensborg, og her vil der igen være pres på otterne for at få point.
Bemærk, at kampen ikke afvikles på stadion, men på "ny kunst" i Sundby Idrætspark.
KAMPFAKTA
Lørdag 19. april 2025
Kvalifikationsspillet, DS, pulje 1
Herlev - B 1908 4-0 (2-0)
1-0 Mathias Redke Jensen (3)
2-0 Ali el Arbouchi (29)
3-0 Magnus Eichert (56)
4-0 Magnus Eichert (64)
Advarsler: Gustav Vind Rasmussen, B 1908 (62)
Ali el Arbouchi, Herlev (73)
B 1908's hold: Mads Dalby Bjørn, Benjamin Fey, Claes Grube Jensen (Lucas Øzler, 41, bedste mand - 11 stemmer), Lau Porskær, Patrick Førsterling, Gustav Vind Rasmussen (Noel Pignot, 63), Max Winther, Nicklas Andersen, Philip Kjærulff Tietze (Nicklas Olabi, 63), Praygod Pallangyo, Thomas Tranberg
Dommer: Oliver Tvede
Tilskuere: ca. 150 i Herlev