Alt kan ske i pokalfodbold

Men dybt inde i dommerens overtid scorede FA2000 til 2-1 og kunne herefter (fortjent) trække sig ud af kampen som nyslåede pokalmestre. Forud for afslutningen var gået en kamp, hvor FA gennem hele opgøret havde lagt et massivt pres på vores 8’er piger. Med en god blanding af egne dygtige spillere og ligeså dygtige scoutede spillere udefra, nyder FA2000 en tilværelse i toppen af Liga 1, og med eliminering af bl.a. Farum undervejs i turneringen, var det på forhånd klart, at favoritværdigheden tilfaldt udeholdet. I oplægget til kampen, havde vi derfor talt meget om at løbe først og forsøge ikke at lade dem “skræmme” os fysisk. Vi havde naturligvis også talt om, at aldrig at give op og blive ved til det sidste. Og så selvfølgelig at nyde kampen og være stolte over at kunne repræsentere 8’erne i en pokalfinale.
Fra start fik vi det dog svært. Vi blev ikke hjulpet af modvinden, men det skal ikke tage noget fra FA, der sad tungt på alt spil og pressede os helt ned. Vi forsøgte efter bedste evne at kæmpe med, men de var bare det hurtigere i både opfattelse, løb og boldomgang. Vi gav dog aldrig op og fik sparket de fleste bolde væk, og en storspillende Luca i målet tog sig af FAs forsøg. Efter pausen fortsatte FA presset og kom frem til mange chancer. Men i fodbold skal bolden jo i kassen, og med Luca som sidste skanse nægtede vores piger at give op, og alle kæmpede heroisk videre. I 54. minut holdt forsvarsværket dog ikke længere, og FA bragte sig foran 1-0. Efter scoringen lettede FA ikke foden fra speederen, men det var alligevel som om, at vores piger kom en lille smule mere med. Således sendte Luca et langt udspark op ad banen, som Maren tog med og fik en friløber mod FAs mål - desværre mistimede afslutningen. I sidste minut af den ordinære spilletid skete det så. Efter lidt spil frem og tilbage kommer Sam i et kontraløb mod FAs mål. Hun løber fra sin direkte modstander og får også cuttet sig forbi en fremadstormende FA målmand. Inde i det lille felt kæmper Sam videre og får til sidst skubbet bolden ind over stregen. 1-1 og vi kunne øjne overraskelsen og en straffesparkskonkurrence.
Men FA skal have den ros for heller ikke at give op, og det var tydeligt, at de ikke var interesserede i at skulle ud i straffe. Så de kørte på, og i 3. minuts overtid efter en situation, hvor vi ikke får clearet, ender bolden hos en FA’er, der dribler sig forbi den sidste forsvarsspiller og kommer alene igennem. Luca disker op med en flot fodparade, som desværre ryger direkte til en anden FA’er, der banker den i målet til slutresultatet. Så på trods af FA-overtag i hele kampen formåede vores piger at skabe spænding til allersidste minut.
Selvom alle pigerne selvsagt er kede af og møgærgerlige over, at afgørelsen falder i sidste minut, så er der ingen indvendinger mod, at FA var det bedste hold og fortjent vandt pokaltitlen. Men pigerne kan være så superstolte af sig selv, deres præstation, og de flotte sølvmedaljer. Og med fuld opbakning fra pigerne på lægterne, blev alle os omkring holdet endnu en gang bekræftet i, at vores 33 piger på årgangen er DKs sejeste fodboldpiger, Hold k..., hvor er I gode! Slutteligt, skal vi jo også lige have med, at da DBUs repræsentant efter kampen skulle kåre årets pokalfighter, var der ingen tvivl .... Luca
Tak til Mie og Sussie og U11P for at organisere boldpiger, og til Thomas og Costa for navneopråb mv. Det gav lige prikken over i’et til en fantastisk fodbolddag