Menu

Vild forløsning på hjemmebanen: Stærk sejr over VB 1968

image Mads Dalby Bjørn holdt buret rent, og Benjamin Fey, August Rosenmeier og Patrick Bielefeldt scorede otternes mål.
Christian M. Olsen
14. oktober 2023 kl. 23:21
B 1908 vandt en flot sejr på 3-0 over VB 1968. Efterårets første sejr på hjemmebane i DS.

Hjemmepublikummet har tørstet efter en sejr. I de fire foregående forsøg i efteråret i DS er det ikke lykkedes B 1908 at tage tre point i Sundby Idrætspark. Men lørdag fik de trofaste tilskuere på lægterne det, de var kommet efter: Tre point. Flotte mål. Godt spil. Vild forløsning. Hele pakken!

Efter to tunge nederlag i træk var der et vist pres på otterne for at holde trit med midterholdene i Danmarksserien. Hjemmeholdet lagde da også fra land med masser af kampgejst, og med en kraftig vind i ryggen foregik de første ti minutter stort set kun på VB 1968's banehalvdel.

De helt store chancer udeblev dog, og som første halvleg skred frem, kom gæsterne fra Værebro mere med i kampen og fik tilspillet sig et par chancer. Otternes største mulighed var et direkte frispark lige uden for feltet, som Mikkel Knudstrup dog sendte over mål.

Men i halvlegens sidste minut lykkedes det for otterne at score et mål - og et flot et af slagsen. På en hurtig omstilling fra egen forsvarszone med direkte spil og hurtige afleveringer endte bolden hos August Rosenmeier, der sendte den ind til Patrick Bielefeldt, og anføreren var sikker i afslutningen. 1-0 til otterne. VB 1968 ville gerne have dømt offside i situationen, men linjedommerens flag blev nede.

Med vinden i ryggen kom VB 1968 bedst fra start i anden halvleg, og kampen kunne have fået et andet udfald, hvis André Riels kæmpe mulighed efter fire minutter var landet inden for målrammen, men bolden strøg lige forbi mål.

B 1908 håndterede modvinden klogt med masser af boldspil langs jorden, og det gav gevinst midt i halvlegen med to mål på tre minutter. Først et frispark i venstre side, som Mikkel Knudstrup sendte lige ind i panden på August Rosenmeier, som tæt under mål headede bolden ind.

Og kort efter blev det 3-0 efter et fremragende angreb. Bolden endte med at blive ført frem i højre side, hvor August Rosenmeier slog bolden ind over bagest i feltet, hvor Benjamin Fey var stødt med frem og headede bolden ind. Rosenmeier blev kåret som man-of-the-macth og ryddede bordet med 18 stemmer.

Med de to scoringer var kampen reelt afgjort, og det var småt, hvad VB 1968 kom frem til efterfølgende. Otterne havde et par muligheder mod slutningen af kampen, men det endte med en vigtig sejr på 3-0. Flot, flot, flot.

Næste udfordring for DS-holdet er på lørdag 21. oktober, hvor turen går til Karlslunde. Den kamp fløjtes i gang klokken 13.00.

KAMPFAKTA
Lørdag 14. oktober 2023
Danmarksserien, pulje 2
B 1908 - VB 1968 3-0 (1-0)
1-0 Patrick Bielefeldt (45)
2-0 August Rosenmeier (69)
3-0 Benjamin Fey (71)
Advarsler: Magnus Langhorn, B 1908 (28)
Elie-Rossi Mavula, VB 1968 (45)
Lorent Selmani, B 1908 (52)
Oliver Carrara, VB 1968 (81)
B 1908's hold: Mads Dalby Bjørn, Benjamin Fey (Andreas Reiter, 82), Kasper Wibholm Henriksen (Marcus Mielow Olsen, 78), David Chernet, Simon Ruben Christoffersen, Magnus Langhorn, Lorent Selmani, Mikkel Knudstrup (Nicklas Andersen, 75), August Rosenmeier, Shimal Ado (Mikkel Vedel Feldingbjerg Nielsen, 78), Patrick Bielefeldt
Dommer: Jihad Ezat
Tilskuere: 221 i Sundby Idrætspark


Luk