Menu

Videre i pokalen: Flot sejr over FC Roskilde

image Shimal Ado scorede målet og Mads Dalby Bjørn holdt buret rent, da B 1908 sendte FC Roskilde ud af pokalturneringen.
Christian M. Olsen
08. august 2023 kl. 22:47
B 1908 tog hul på efterårssæsonen med en flot sejr over FC Roskilde fra 2. division i pokalturneringen.

Efter to træningskampe (2-4 mod FA 2000 II og 0-0 mod AB Tårnby) tog DS-holdet tirsdag aften hul på efterårssæsonen med den første kamp med noget på spil. FC Roskilde fra 2. division var på besøg i Sundby Idrætspark i første runde af DBU's pokalturnering, der nu hedder Oddset Pokalen.

Holdet fortsatte forårets flotte takter og leverede en vaskeægte pokaloverraskelse. På et mål af Shimal Ado i overtiden i første halvleg sendte B 1908 FC Roskilde ud af pokalturneringen. 

Og det var ikke bare sejren, hjemmeholdet kunne glæde sig over. Spillere, trænerstab og fans kunne også fornøje sig over måden det skete på. For otterne var virkelig i hopla, spillede god fodbold og fightede heroisk.

Allerede efter syv minutters spil fik FC Roskilde det første varsel om, at det nok ikke ville blive en walkover i Sundby Idrætspark, da storspillende Benjamin Fey elegant spillede Shimal Ado i dybden, men hans afslutning over keeperen ramte overliggeren.

Otterne var mest i boldbesiddelse i første halvleg og var hjulpet af en kraftig vind i ryggen. Først efter tyve minutters spil var FC Roskilde farlige for første gang efter en sjælden B 1908-fejl, men Mads Dalby Bjørn reddede forsøget fra Lasse Emil Nielsen.

Mod afslutningen af halvlegen lagde B 1908 for alvor tryk på og havde flere gange bud efter Roskildes mål. Mikkel Knudstrup, der spillede en stor kamp, erobrede bolden på banens midte og tog et soloridt mod Roskildes mål, hvor keeper Gustav Ullits vandt den direkte duel.

Det efterfølgende hjørnespark endte med en stor chance til David Chernet, der blev reddet helt oppe under overliggeren. Og kort efter et langskud fra Magnus Langhorn, som keeperen også fangede.

Men i to minutters overtid gik den ikke længere for FC Roskilde-forsvaret. Bolden blev tacklet frem til Shimal Ado, der slap fri mellem to Roskilde-forsvarere og sikkert udplacerede målmanden til pauseføring 1-0. Det sidste spark i første halvleg.

Fremragende forsvar

FC Roskilde, der havde skiftet godt ud i startopstillingen i forhold til deres sæsonpremiere i 2. division i weekenden, foretog fire udskiftninger i pausen og lagde fra anden halvlegs start straks pres på otterne. Men den fremragende forsvarskæde anført af bundsolide David Chernet og Joachim A. Jensen i midten, var stærkt sammentømret og fik gang på gang sat en stopper for Roskildes angreb eller fanget dem i offside-fælden.

Lige bortset fra efter 54 minutter, hvor indskiftede Roni Arabaci slap igennem, men han fik overplaceret sin afslutning, der endte uden for målrammen.

FC Roskilde trykkede på, men forsvaret holdt stand. I flere situationer spillede otternes bageste rækker sig elegant ud af truende situationer, mens de lange befriere blev fundet frem fra værktøjskassen, når det var nødvendigt.

Mod slutningen af halvlegen fik otterne flere løse kontrachancer, hvor både indskiftede Nicklas Andersen, Patrick Bielefeldt og Mathias Bondo Andersen var nær ved at komme fri til afgørende situationer.

Hjemmeholdets fans måtte bide negle i seks minutters overtid, men det endte med 1-0 til B 1908, der er med i hatten, når der bliver trukket lod til 2. runde i Oddset Pokalen på fredag 11. august.

Samme dag tager B 1908 hul på efterårssæsonen i Danmarksserien med en udekamp mod VB 1968. Der er kickoff kl. 19.10 på kunstgræsbanen ved Skovbrynet Skole i Bagsværd.

KAMPFAKTA
Onsdag 8. august 2023
Oddset Pokalen, 1. runde
B 1908 - FC Roskilde 1-0 (1-0)
1-0 Shimal Ado (45+2)
Advarsel: Roni Arabaci, FC Roskilde (67)
B 1908's hold: Mads Dalby Bjørn, Benjamin Fey, Joachim A. Jensen (Claes Grube Jensen, 83), David Chernet, Simon Ruben Christoffersen, Mikkel Knudstrup, Magnus Langhorn (Mads Bukhave, 83), Haris Mir (Nicklas Andersen, 58), August Rosenmeier, Shimal Ado (Mathias Bondo Andersen, 64), Lorent Selmani (Patrick Bielefeldt, 64)
Dommer: Casper Thorsøe
Tilskuere: 278 i Sundby Idrætspark


Luk