Menu

Vanvittig afslutning: Reiter blev matchvinder i overtiden

image Lorent Selmani, Kristian Drejer Larsen og Andreas Reiter scorede otternes mål.
Christian Olsen
21. april 2023 kl. 22:59
Det så ud til, at B 1908 var ved at smide sejren væk i fredag aftens kamp ude mod Gørslev, men dybt inde i overtiden fik kampen en vanvittig afslutning.

Andreas Reiter vil sent glemme denne fredag aften i idylliske Gørslev. For dybt inde i dommerens overtid blev indskiftningsspilleren med sit første mål for B 1908 matchvinder i et sandt drama i Danmarksseriens nedrykningsspil. Målet vender vi tilbage til.

B 1908 tabte i efteråret begge kampe mod de midtsjællandske oprykkere, og spørgsmålet inden aftenens kamp var, om otternes formstærke mandskab denne gang kunne trumfe Gørslevs energiske indsats og hurtige pasningsspil på den lille græsbane i den lave aftensol.

Otterne var uden småskadede Patrick Bielefeldt og karantæneramte Philip Kjærulff Tietze. Til gengæld var Kristian Drejer Larsen med helt på toppen, og Lorent Selmani fik sin første optræden i startopstillingen hos otterne. I målet gjorde Mads Dalby Bjørn comeback.


Mads Dalbu Bjørn var tilbage i B 1908-målet.

B 1908 fik allerede efter fire minutters spil den første store chance, da Mikkel Knudstrup afsluttede på oversiden af overliggeren. I selvsamme opspil fik Gustav Vind Rasmussen desværre en skade og måtte lade sig udskifte med Magnus Langhorn, der gjorde et fornemt indhop på midtbanen.

Otterne var mest i boldbesiddelse i første halvleg, og fik da også skabt et par enkelte chancer. Men vi skulle hen til det 42. minut før kampens første mål faldt. Bolden blev spillet ud til Simon Sinkjær i venstre angrebsside, og med en strålende assist fandt han Kristian Drejer Larsen, der i to omgange kunne bringe B 1908 foran. 0-1 var også stillingen ved pausen.


Kristian Drejer Larsen scorede otternes første mål.

Vanvittig afslutning
B 1908 fortsatte det gode offensive spil efter pausen, og det blev 2-0 efter ti minutters spil. En genial detalje af Mathias Bondo Andersen på venstrekanten banede vejen for en bold frem til Lorent Selmani, der resolut trykkede af og bankede bolden i netmaskerne. Det var den talentfulde unge spillers første scoring for B 1908, og holdkammeraterne kvitterede da også for en stor kamp ved at kåre ham som man-of-the-match med 13 stemmer.

'Lo' havde muligheden for at blive dobbelt målscorer kort efter, hvor han fik endnu en friløber - denne gang med assist af August Rosenmeier - men han overplacerede afslutningen, der strøg et stykke over mål.


Lorent Selmani scorede sit første mål for B 1908.

Og bedst som det lignede en sikker udesejr, blomstrede altid farlige Gørslev op. Et indlæg fra højre endte inden foran mål, hvor indskiftede Mahmoud Hussam El-Khaled sled sig fri af sin direkte oppasser og fik bugseret bolden i nettet.

Det fik kampen til at tippe, og pludselig øjnede hjemmeholdet muligheden for point, ja måske ligefrem en sejr. Samtidig måtte otterne foretage nogle udskiftninger og blandt andet sætte Benjamin Fey ind på en uvant plads på den offensive midtbane.

Med et kvarter igen lykkedes det for hjemmeholdet at udligne med en scoring, der langt hen ad vejen mindede om den første, og så var der lige pludselig meget lang tid til slutfløjtet.

Kampens afslutning blev en særdeles uskøn affære med et hav af frispark og gule kort. Og selv om otterne "var helt væk", som en af Gørslev-spillerne højlydt analyserede sig frem til, lykkedes det ikke for hjemmeholdet at vende kampen på hovedet. Tværtimod.

Fem minutter inde i overtiden blev bolden spillet tilbage til Gørslevs keeper Marius Naundrup Kruse, der skulle sparke den befriende væk. Men energiske Andreas Reiter jagtede bolden og fik blokeret den ind i mål til 2-3. En helt igennem vanvittig afslutning på kampen, hvor langt de fleste ottere vist havde stillet sig tilfredse med et enkelt point. Efter kampen var der trøstende ord fra otterne til den uheldige målmand. Men der var tre point til B 1908.

Med sejren har B 1908 nu erobret 14 point i forårets første seks kampe - det er ét point mere end i hele efteråret. Næste modstander er Karlslunde lørdag 29. april kl. 12 i Sundby Idrætspark. Her inviterer B 1908's venner til gratis fodbold - se mere her.

KAMPFAKTA
Fredag 21. april 2023
Danmarksserien, kvalifikation, pulje 1
Gørslev IF - B 1908 2-3 (0-1)
0-1 Kristian Drejer Larsen (42)
0-2 Lorent Selmani (55)
1-2 Mahmoud Hussam El-Khaled (62)
2-2 Magnus Kjeldsen (75)
2-3 Andreas Reiter (90+5)
Advarsler: Magnus Jørgensen, Gørslev (55)
Shimal Ado, B 1908 (70)
Benjamin Fey, B 1908 (85)
Simon Sinkjær, B 1908 (88)
Andreas Reiter, B 1908 (90)
Mathias Lewandowski, Gørslev (90+1)
Mahmoud Hussam El-Khaled, Gørslev (90+1)
Mads Dalby Bjørn, B 1908 (90+4)
B 1908's hold: Mads Dalby Bjørn, Mikkel Knudstrup (Joachim A. Jensen, 74), Albert Meinert Buhl, David Chernet, Simon Ruben Christoffersen, Gustav Vind Rasmussen (Magnus Langhorn, 7), August Rosenmeier, Simon Sinkjær, Mathias Bondo Andersen (Benjamin Fey, 64), Lorent Selmani (Andreas Reiter, 74), Kristian Drejer Larsen (Shimal Ado, 70)
Dommer: Alexander Mygind Dreyer
Tilskuere: ca. 250 i Gørslev


Luk