Tidlig scoring sænkede DS-holdet i Smørum
Onsdag blev det meldt ud, at B 1908 og Rasmi Khalil var blevet enige om at stoppe samarbejdet om B 1908's 1. herresenior. Det var således Jonas Neestrup Hansen og Mikkel Knudstrup, der havde ansvaret på trænerbænken, da B 1908 lørdag spillede ude mod LSF.
Otterne fik den værst tænkelige start, da Jacob Lind efter bare to minutter kom først på et indlæg og bragte hjemmeholdet foran 1-0. Noget af en kæberyster til B 1908, der dog ikke lod sig slå ud. For trods et stort pres fra LSF og en strid modvind stod holdet godt imod i første halvleg.
Mads Dalby Bjørn afværgede midt i halvlegen et langskud med en stor redning, men ellers var det ikke de helt store chancer, hjemmeholdet kom frem til. Mens defensiven lukkede godt til, var det mere vanskeligt frem ad banen for otterne, der havde svært ved at sætte angreb ind overfor topholdet. Men den svære start til trods, kunne otterne gå til pausen med en vis portion optimisme og troen på, at man kunne række ud efter en udligning efter pausen.
I anden halvleg havde otterne den kraftige vind i ryggen, og holdet valgte klogeligt i store perioder at holde bolden langs jorden, hvor boldomgangen blev noget bedre end inden pausen.
Trods den megen boldbesiddelse var det fortsat svært for B 1908 at skabe chancer. Et frispark fra en spids vinkel fra Gustav Vind Rasmussen og en dribletur - men en for tydelig afslutning - af Max Winther var den største muligheder.
Men selv om det endte med sæsonen syvende nederlag, var der alligevel en del positive takter at tage med videre til næste weekends kamp, lørdag 5. oktober kl. 12 hjemme mod Frederikssund.
KAMPFAKTA
Lørdag 28. september 2024
Danmarksserien, pulje 1
LSF - B 1908 1-0 (1-0)
1-0 Jacob Lind (2)
Advarsler: Claes Grube Jensen, B 1908 (39)
Martin Soelberg, LSF (66)
Yazid Ghailani, LSF (69)
Rasmus Thygesen, LSF (77)
Jonas Therkelsen, LSF (90)
B 1908's hold: Mads Dalby Bjørn, Nicolai Ruch Padovan (August Deding, 32), Claes Grube Jensen, Lau Porskær, Christopher Grube Jensen (Noel Pignot, 87), Gustav Vind Rasmussen (bedste mand - 11 stemmer), Max Winther, Mathias Bondo Andersen (Mikkel Vedel Feldingbjerg Nielsen, 87), Patrick Bielefeldt, Thomas Tranberg (Alexander Banda Sørensen, 55)
Dommer: Philip Goja Pilipovic
Tilskuere: ca. 150 i Smørum