Menu

Stor skuffelse i Sundby: Klart nederlag til Frederikssund

image Mikkel Knudstrup i aktion mod Frederikssund.
Christian M. Olsen
03. september 2023 kl. 09:47
DS-holdet rendte ind i en regulær øretæve, da Frederikssund vandt 4-0 i Sundby Idrætspark.

Av, av, av, av. Sikke en øretæve DS-holdet rendte ind i lørdag, da Frederikssund var på besøg i Sundby Idrætspark. 0-4 var ikke lige, hvad hjemmeholdets fans havde håbet på, men for mange individuelle fejl fra hjemmeholdet og en hamrende effektiv omstillingsmaskine hos gæsterne blev udslagsgivende.

Frederikssund kom foran allerede efter ti minutter, hvor David Chernet var ti centimeter for lav til at afværge en aflevering frem til Deniz Ates, der lagde bolden under Mads Dalby Bjørn i B 1908-målet.

Otterne havde svært ved at dirke Frederikssunds defensiv op, og det var ved dødboldene, at otterne var farligst inden pausen, som midt i halvlegen, hvor Shimal Ado headede bolden over mål efter et hjørnespark.

Men det var paradoksalt nok også ved otternes dødboldsituationer, at Frederikssund var farligst - på hurtige omstillinger. Efter en halv times spil havde Albert Meinert Buhl et forsøg lige forbi mål, men gæsterne satte lynhurtigt et modangreb op og efter en stopfinte i feltet kunne Noah Engell Christensen gøre det til 2-0.

Spinkelt håb hurtigt slukket
Et spinkelt håb om at otterne skulle komme tilbage i kampen efter pausen blev slukket blot efter fem minutter, hvor Frederikssund spillede en lang bold frem. Mads Dalby Bjørn kom ud af feltet for at agere ekstra sweeper, men bolden hoppede over ham, og så var det ingen sag for Deniz Ates at score for anden gang.

Et par løse muligheder til Shimal Ado med venstre og David Chernet med hælen blev aldrig rigtig farlige, og anden halvleg blev temmelig stillestående. I slutminutterne havde Frederikssund dog først et frispark på træværket, og et minut før urets sidste omgang blev de 4-0, da Rasmus Hansen akkurat slag gennem B 1908-forsvaret på den rigtige side af offside.

En stor skuffelse for otterne, der skal i aktion igen allerede tirsdag 5. september kl. 19.00. Det er i Oddset Pokalens anden runde, hvor modstanderen i Sundby Idrætspark er HIK fra 2. division. Næste kamp i Danmarksserien er på lørdag 9. septenber kl. 12.00 ude mod Glostrup.


Nicklas Andersen blev kåret som otternes bedste spiler med otte stemmer.

KAMPFAKTA
Lørdag 2. september 2023
Danmarksserien, pulje 2
B 1908 - Frederikssund 0-4 (0-2)
0-1 Deniz Ates (10)
0-2 Noah Engell Christensen (30)
0-3 Deniz Ates (50)
0-4 Rasmus Hansen (89)
Advarsler: Mikkel Knudstrup, B 1908 (32)
David Chernet, B 1908 (48)
Albert Meinert Buhl, B 1908 (80)
B 1908's hold: Mads Dalby Bjørn, Benjamin Fey (Marcus Mielow Olsen, 80), Albert Meinert Buhl, David Chernet (Claes Grube Jensen, 86), Simon Ruben Christoffersen, Mikkel Knudstrup (Max Winther, 80), Magnus Langhorn, Nicklas Andersen (Elias Hamza, debut, 86), August Rosenmeier, Shimal Ado, Lorent Selmani (Mikkel Vedel Feldingbjerg Nielsen, 62)
Dommer: Karl Emil Tang Nielsen
Tilskuere: 246 i Sundby Idrætspark


Luk