Menu

Sådan skal det gøres: Sejr over formstærke Holbæk

image Det havde nok været for meget forlangt at bede Holbæks Frederik Nymark, der scorede selvmål, om at tage opstilling til målscorerfoto efter kampen. I stedet er der plads mellem målscorerne Patrick Bielefeldt og Simon Sinkjær til Shimal Ado, der havde assist på alle tre B 1908-scoringer.
14. maj 2022 kl. 17:38
B 1908 vandt lørdag en særdeles vigtig sejr over 'Forårets hold' i Danmarksseriens pulje 2, Holbæk.

6-0, 4-1, 4-0, 3-0 ... Listen over Holbæk-sejre i dette forår i Danmarksseriens pulje 2 er lang. Men lørdag eftermiddag på Amager måtte nordvestsjællænderne gå fra banen uden point. For B 1908 er også i gang med et superflot forår, og DS-holdet scorede fuld plade på pointtavlen med en sejr på 3-2.

I efterårets tilsvarende kamp kom B 1908 hurtigt foran efter et hjørnespark på et mål af David Chernet. Historien gentog sig lørdag i Sundby - lige med den altafgørende undtagelse, at kampens dommer fandt et frispark inde i feltet og underkendte den ellers flotte scoring.

Men otterne fortsatte ufortrødent i den kraftige modvind, og bare to minutter senere var bolden igen i nettet. Og denne gang talte scoringen. Shimal Ado slog et indlæg ind fra højre. Bolden ramte overliggeren og faldt ned foran mål, hvor Patrick Bielefeldt nærmest løb den ind over målstregen.

Efter målet fik Holbæk godt gang i det hurtige pasningsspil, der to gange tidligere i denne sæson har voldt otterne problemer. Og midt i halvlegen brændte det for alvor på i hjemmeholdets forsvar med tre Holbæk-afslutninger på tre minutter. Det kom derfor ikke som en overraskelse, at Jannik Skov Hansen fik udlignet efter 26 minutter.

Men hjemmeholdet kom stærkt tilbage i halvlegen, og frem mod pausen fik størstedelen af de 185 tilskuere noget af juble over. Igen var Shimal Ado på færde i højre side, hvor han drev bolden frem og sendte den ind i feltet, hvor Simon Sinkjær fik tid til både at tæmme bolden og lægge den til rette i netmaskerne til 2-1.

Og som om det ikke var nok. I første halvlegs overtid var Shimal Ado igen i hopla på højrekanten. Denne gang så hans indlæg dog ud til ikke at ramme en angriber. i stedet var Holbæks Frederik Nymark så uheldig at styre bolden i eget net til pauseføring 3-1 til otterne.

Vanvittigt vigtige point

Der var blot spillet ti sekunder af anden halvleg, da Oliver Elliott Karlsen slap igennem, men hans afslutning endte forbi mål. Det var starten på ti gode minutter for ottere med flere udmærkede muligheder, men flere mål blev det ikke til.

I stedet kom Holbæk tilbage i kampen et kvarter inde i halvlegen, da Mikkel Jensen blev fundet midt foran mål og efter et par træk kunne han fladt placere bolden uden for Mads Dalby Bjørns rækkevidde.

Holbæk pressede på for en udligning, men B 1908's defensiv var overordentligt velfungerende denne lørdag eftermiddag. Med 12 minutter igen havde Simon Sinkjær en gylden mulighed for at slå sejren fast, men hans forsøg på Philip Kjærulffs Tietzes assist, blev blokeret i sidste øjeblik.

Et farligt Holbæk-angreb kort før tid blev clearet til hjørne i B 1908-forsvaret, men det lykkedes at holde stand. Der stod 3-2 på måltavlen, da dommeren fløjtede for sidste gang. En flot, flot sejr og tre vanvittigt vigtige point i den benhårde nedrykningsstrid i Danmarksserien, hvor otterne nu er kravlet op på sjettepladsen.

En anden af nedrykningskandidaterne, GVI, er modstanderen på lørdag i det, man vist kan karakterisere som en forbudt-for-børn-kamp. Der er kickoff klokken 12 i Nymosen, hvis du tør.

KAMPFAKTA
Lørdag 14. maj 2022
Danmarksserien, pulje 2
B 1908 - Holbæk 3-2 (3-1)
1-0 Patrick Bielefeldt (8)
1-1 Jannik Skov Hansen (26)
2-1 Simon Sinkjær (43)
3-1 Selvmål, Frederik Nymark (45+1)
3-2 Mikkel Jensen (60)
Advarsler: Gustav Vind Rasmussen, B 1908 (59)
Peter Pele Hansen, Holbæk (70)
Simon Sinkjær, B 1908 (90+1)
Oliver Elliott Karlsen, B 1908 (90+3)
B 1908's hold: Mads Dalby Bjørn, Albert Meinert Buhl, David Chernet, Alexander Behnke, Oliver Elliott Karlsen, Patrick Bielefeldt (Julius Hamburger-Toft, 63), Gustav Vind Rasmussen (Magnus Langhorn, 76), Simon Ruben Christoffersen, Shimal Ado (Nicklas Andersen, 62), Philip Kjærulff Tietze, Simon Sinkjær
Dommer: Andreas Gravers Klitgaard
Tilskuere: 185 i Sundby Idrætspark


Luk