Menu

Nej, nej, nej: Nyt nederlag efter føringsmål

image Shimal Ado bragte B 1908 foran, men det lykkedes alligevel ikke at få point ude mod GVI. Foto: Christian M. Olsen
04. september 2021 kl. 17:09
Endnu en gang måtte DS-holdet gå fra banen uden point efter at have været foran. I slutminutterne vendte GVI kampen på hovedet og tog sejren.

Ærgrelse og frustration lyste ud af B 1908-spillerne, da slutfløjtet lød lørdag eftermiddag i Nymosen. Efter at have været foran 1-0 i bundkampen mod GVI, måtte B 1908 alligevel gå den tunge gang ud af banen uden point. Blot et minut før kampen gik i overtid, scorede indskiftede Rasmus Rønne sejrsmålet for klubben, der for et par uger siden kunne fejre 100 års jubilæum.

Første halvleg begyndte på det jævne. Oliver Elliott Karlsen havde den første reelle chance for otterne efter godt et kvarter, og efter en lille halv time var en omstilling lige ved at blive farlig, men stadig ingen mål.

GVI havde også deres muligheder. Efter en halv time sendte Matin Husaini Corleone bolden på stolpen direkte på frispark. Og kort efter måtte David Chernet agere sprællemand på målstregen for at forhindre en scoring efter et frispark.

Minuttet efter havde Oliver Elliott Karlsen et godt forsøg, der sneg sig lige forbi mål. Otterne appellerede for straffespark i situationen, hvor man mente, at Patrick Bielefeldt blev trukket ned i bestræbelserne på at nå bolden, men den opfattelse delte kampens dommer ikke. 

Sejrssang til gode
Efter kvarter inde i anden halvleg kom så målet til otterne. En bold blev sendt frem mod Oliver Elliott Karlsen, der smukt sled sig fri til afslutning, men blev blokeret. Shimal Ado var dog lynsnart over riposten og kunne bugsere den i mål til føring på 1-0.

Et par gode redninger af Mads Dalby Bjørn i løbet af anden halvleg styrkede troen på, at otterne kunne hente sæsonens første sejr, men sådan skulle det ikke gå. For efter 82 minutter fik GVI straffespark, hvor Matin Husaini Corleone udlignede til 1-1. 

Og efter 89 minutter scorede Rasmus Rønne så efter en omstilling, hvor B 1908 i det foregående angreb følte sig snydt for et frispark. I det hele taget var der kampen igennem mange diskutable kendelser, der gav en urytmisk fodboldkamp med meget brok fra begge mandskaber.

Men det sluttede altså med en sejr på 2-1 til GVI. B 1908 har endnu til gode at synge sejrssang. Måske sker det på lørdag 11. september, hvor B 1908 tager imod LSF hjemme i Sundby Idrætspark med kickoff klokken 12.00

KAMPFAKTA
Lørdag 4. september 2021
Danmarksserien, pulje 2
GVI - B 1908 2-1 (0-0)
0-1 Shimal Ado (58)
1-1 Matin Husaini Corleone (strf. 82)
2-1 Rasmus Rønne (89)
Advarsler: Simon Raahave, GVI (31)
Mathias Bondo Andersen, B 1908 (35)
Nicklas Niebe, GVI (73)
Benjamin Fey, B 1908 (90+3)
B 1908's hold: Mads Dalby Bjørn, Benjamin Fey, Simon Ruben Christoffersen, David Chernet, Mathias Bondo Andersen, Wilson Henningsen, Oliver Elliott Karlsen (Francis Mendy, 85), Axel Uzan (Simon Sinkjær, 69), Gustav Vind Rasmussen, Shimal Ado (Albert Meinert Buhl, 79), Patrick Bielefeldt
Dommer: Jacob Clausen
Tilskuere: ca 100 i Nymosen


Luk