Menu

Nederlag til oprykkerne: Men DS-billetten er sikret

image Julius Hamburger-Toft scorede otternes mål.
12. juni 2022 kl. 21:38
B 1908 tabte søndag 3-1 til AB Tårnby i en kamp, der blev afbrudt i en halv time på grund af torden. Men otterne kan glæde sig over, at holdet også i næste sæson spiller i Danmarksserien.

B 1908 tager endnu en sæson i Danmarksserien. Det blev en kendsgerning lørdag, da LSF spillede uafgjort mod Ringsted, og Køge Nord FC tabte til GVI. Dermed kan B 1908 ikke slutte dårligere end nummer syv i rækken, og det er ensbetydende med DS-bold igen efter sommerferien. En fantastisk flot bedrift af DS-holdet, der har leveret en stor præstation i foråret.

Lørdagens resultater betød, at søndagens kamp mod AB Tårnby, der allerede inden kampen havde sikret sig oprykning til 3. division - tillykke, ikke havde vigtige point på spil, men æren i lokalopgøret er da også noget at spille om. Det betød også, at der var møbleret rundt på B 1908's hold, hvor trænerteamet blandt andet gav debut til Kevin Cederkrantz i målet.

Han måtte se sig passeret allerede efter seks minutters spil, men keeperen var prisgivet, da Ahmed Alswafi sendte end bold ind foran mål, hvor Danmarksseriens topscorer Benjamin Warlo dukkede op ved fjerneste stolpe og bragte AB Tårnby foran.

Minuttet efter havde Philip Tietze en stor mulighed for at udligne, men han fik lige akkurat ikke afsluttet efter godt, hurtigt angrebsspil.

Otterne havde svært ved at finde fodfæste i kampens indledning og måtte ty til lange afleveringer, som det var for nemt for AB Tårnby-defensiven at trevle op. Men som halvlegen skred frem, fik otterne bedre styr på boldomgangen, og det førte til nogle gode muligheder.

Efter en halv times spil var det netop det hurtige pasningsspil, der gjorde udslaget. Simon Sinkjær drev bolden fint frem i midten af banen, fandt Philip Tietze, der spillede Julius Hamburger-Toft inde foran mål, hvor han var sikkerheden selv. 1-1.

AB Tårnby havde to store muligheder for at bringe sig foran inden pausen, men i begge tilfælde - inden for et minut - ramte topholdet træværket. 1-1 ved pausen.

Tordenvejr
Anden halvleg kom noget rodet i gang, mens sorte skyer trak op i horisonten. Og efter 13 minutters spil måtte dommer Jacob Clausen fløjte af og sende spillerne i omklædningsrummet, da lyn løb hen over himlen i det fjerne. 

Det voldsomme uvejr satte en stopper for spillet i en halv times tid, men så lysnede det, og spillerne kunne vende tilbage til grønsværen for at spille den sidste halve time.

Otterne så bedst ud efter den ufrivillige pause og kunne have bragt sig foran i to omgange. Først havde Philip Tietze en afslutning, der snittede overliggeren. Og kort efter fik Simon Sinkjær en kæmpe mulighed, men han afsluttede forbi mål.

Så var det som om kræfterne slap op, og AB Tårnby fik meget mere plads at spille på. Det udnyttede de i to omgange i kampens slutning - begge gange med Mehieddine Djafer-Bey som målscorer.

Dermed sluttede det med et nederlag for otterne på 1-3. Der venter yderligere to lokalbrag, inden spillerne kan drage på sommerferie. Onsdag 15. juni kl. 19 møder otterne Kastrup fra Københavnsserien på Røllikevej i den sidste kvalifikationsrunde til DBU Pokalen. Og holdet slutter Danmarksserien på lørdag 18. juni kl. 14 hjemme i Sundby Idrætspark, hvor Tårnby FF er modstanderen. Forhåbentlig møder mange op for at støtte holdet og sige tak for en virkelig flot forårssæson.


Kevin Cederkrantz debuterede i B 1908-målet.

KAMPFAKTA
Søndag 12. juni 2022
Danmarksserien, pulje 2
AB Tårnby - B 1908 3-1 (1-1)
1-0 Benjamin Warlo (6)
1-1 Julius Hamburger-Toft (29)
2-1 Mehieddine Djafer-Bey (84)
3-1 Mehieddine Djafer-Bey (89)
Advarsler: Magnus Langhorn, B 1908 (36)
Nicklas Bondo Andersen, AB Tårnby (44)
Simon Sinkjær, B 1908 (50)
B 1908's hold: Kevin Cederkrantz (debut), Joachim A. Jensen, David Chernet, Alexander Behnke, Benjamin Fey (Oliver Elliott Karlsen, 69), Magnus Langhorn (Albert Meinert Buhl, 85), Simon Ruben Christoffersen, Nicklas Andersen (Shimal Ado, 60), Julius Hamburger-Toft, Philip Tietze, Simon Sinkjær
Dommer: Jacob Clausen
Tilskuere: 278 på Tårnby Stadion


Luk