Menu

Nederlag i Fælledparken: DS-holdet tabte til Skjold

image Patrick Bielefeldt havde en stor chance for at udligne i anden halvleg.
Christian M. Olsen
26. august 2023 kl. 23:06
DS-holdet tabte lørdag middag 1-0 til Skjold på udebane.

En stribe afbud gjorde, at trænerteamet måtte blande kortene en ekstra gang, da DS-holdet lørdag skulle på besøg i Fælledparken, hvor Boldklubben Skjold tog imod. Det betød blandt andet, at der blev debut til Nicolai Ruch Padovan, da han blev sat på banen i anden halvleg.

Det var hjemmeholdet, der fik kampens første chance efter 12 minutter, men Mads Dalby Bjørn reddede det nærgående hovedstød i fin stil. Otternes første mulighed kom midt i halvlegen efter en fejl af Skjolds keeper, men Mikkel Vedel Feldingbjerg Nielsen kunne ikke få raget bolden i kassen, og Mathias Bondo Andersen sparkede riposten over mål.

Otterne begik i første halvleg flere uprovokerede fejl i opspillet, og det var også en sådan, der førte til Skjolds føringsmål kort inden pausen. En bolderobring på midten af banen førte til en hurtig omstilling, hvor et indlæg fra højre endte hos Christian Skaarup Nissen, der kunne bringe hjemmeholdet foran.

I det efterfølgende angreb følte otterne sig godt og grundigt snydt for et straffespark, da Shimal Ado blev hevet ned i feltet, men dommerens fløjte forblev tavs, og dermed var stillingen 1-0 ved pausen.

Friløber til Biele
B 1908 var meget i boldbesiddelse efter pausen, men det var svært for holdet at spille sig igennem til de helt store chancer. En enkelt en blev det til, og den var stor, men en strakt arm fra Skjolds målmand forhindrede Patrick Bielefeldts afslutning på en friløber i at gå i mål.

Otterne satsede offensivt mod kampens slutning i håb om at få en udligning. Men holdet havde fortsat svært ved at sætte de afgørende angreb ind. Faktisk var det Skjold, der havde de største chancer på omstillinger i kampens døende minutter.

Men det blev ved 1-0 - B 1908's første nederlag i denne sæson. Næste udfordring i Danmarksserien er på lørdag 2. september, hvor modstanderen i Sundby Idrætspark er Frederikssund. Der er kickoff klokken 12.00.

KAMPFAKTA
Lørdag 26. august 2023
Danmarksserien, pulje 2
Skjold - B 1908 1-0 (1-0)
1-0 Christian Skaarup Nissen (45)
Advarsler: August Rosenmeier, B 1908 (63)
Mathias Bondo Andersen, B 1908 (73)
Patrick Bielefeldt, B 1908 (90)
B 1908's hold: Mads Dalby Bjørn, Mikkel Knudstrup, Albert Meinert Buhl, David Chernet, Simon Ruben Christoffersen (Nicolai Ruch Padovan (debut), 77), August Rosenmeier, Mathias Bondo Andersen, Mikkel Vedel Feldingbjerg Nielsen (Marcus Mielow Olsen, 70), Patrick Bielefeldt, Shimal Ado (Kasper Wibholm Henriksen, 77), Lorent Selmani (Max Winther, 62)
Dommer: Andreas Lindegaard Halkjær
Tilskuere: ca. 200 i Fælledparken


Luk