Menu

Mager indsats i Sundby: Nyt nederlag til DS-holdet

image David Chernet spillede en god kamp i B 1908's forsvar. Foto: Christian M. Olsen
05. juni 2021 kl. 13:03
B 1908 tabte for anden gang i træk, og spændingen stiger i toppen af nedrykningsspillet fra Danmarksserien.

Holdene klumper sig sammen i toppen af nedrykningsspillet i Danmarksserien, og lørdag lykkedes det ikke for B 1908 at tage afgørende afstand i toppen. Hjemme i Sundby Idrætspark blev det til et nederlag på 1-3 mod BSF efter en pauver indsats af hjemmeholdet.

B 1908 havde svært ved at få spillet til at flyde i de første 45 minutter. Det lykkedes dog fint efter 11 minutter, hvor Asker Damgaard fik en stor mulighed efter et godt opspil, men hans afslutning blev en mellemting mellem en afslutning og en aflevering.

Som halvlegen skred frem kom BSF tættere på otternes mål. Først med en afslutning på overliggeren. Og efter godt en halv time kom gæsterne fra Ballerup-Skovlunde foran 1-0. Tommy Wu afsluttede udefra langs jorden, og forsøget overlistede Oliver Andersen i otternes mål, der nok burde have afværget i situationen.

En udskiftning i pausen og en taktisk ændring gjorde hjemmeholdet bedre i det første kvarter af anden halvleg. Efter bare tre minutter fik Nicklas Andersen en stor mulighed, efter at Mikkel Vittarp Gøling havde opsnappet bolden højt oppe på BSF's banehalvdel, men chancen blev reddet af BSF-keeperen.

Tilfældig udligning

Otterne fortsatte med at lægge højt pres, og det gav bonus efter 56 minutter på lidt af en tilfældighed. En høj bold blev slået ind i feltet, hvor BSF-målmanden og en forsvarer kolliderede og fik sendt bolden hen på Nicklas Andersen, der styrede den i mål til 1-1.

Udligningen gav lidt optimisme, men B 1908 havde fortsat svært ved at etablere gode angreb. Og med tyve minutter igen kom otterne igen bagud. Om det var et skævt indlæg eller en genial afslutning, da Andreas Frandsen helt ude fra venstre angrebsside sendte bolden ind i feltet, skal være usagt, men bolden sejlede over Oliver Andersen og ind i det fjerneste målhjørne. 2-1 til gæsterne.

Straffespark i overtiden

Det lå i luften, at skulle otterne udligne, skulle det ske på en dødbold, og mod slutningen af kampen fik de hvidblusede da også et par nærgående hjørnespark. Men det gav også farlige omstillinger til BSF, og i overtiden begik Jesper Riis straffespark i forsøget på at forhindre en scoring. Rasmus Piper Zinck scorede og sendte alle tre point til Ballerup.

Næste kamp for otterne i DS-nedrykningsspillet er på lørdag 12. juni ude mod Union kl. 14. Men allerede tirsdag 8. juni kl. 18.30 skal otterne i kamp igen, når holdet træder ind i kvalifikationen til Sydbank Pokalen ude mod Amager FF på John Tranums Allé.

KAMPFAKTA
Danmarksserien, nedrykningsspil, pulje 1
Lørdag 5. juni 2021
B 1908 - BSF 1-3 (0-1)
0-1 Tommy Wu (33)
1-1 Nicklas Andersen (56)
1-2 Andreas Frandsen (70)
1-3 Rasmus Piper Zinck (strf. 90+1)
Advarsler: Emil Tidemand, BSF (31)
Alexander Funch, B 1908 (31)
Wilson Henningsen, B 1908 (62)
Shimal Ado, B 1908 (77)
Jesper Riis, B 1908 (90)
Rasmus Piper Zinck, BSF (90+3)
B 1908's hold: Oliver Andersen, Oliver Elliott Karlsen, Albert Meinert Buhl, David Chernet, Jesper Riis (Lukas Lau Nielsen, 90+1), Simon Ruben Christoffersen, Alexander Funch (Wilson Henningsen, 46), Nicklas Andersen, Patrick Bielefeldt (Marcus Grevy, 79), Asker Damgaard (Shimal Ado, 70), Mikkel Vittarp Gøling (Gustav Wind, 79).
Dommer: Oliver Simbold
Tilskuere: 192i Sundby Idrætspark


Luk