Menu

Målfest i lokalopgøret: B 1908 fornyer billetten til DS

image Patrick Bielefeldt (2), David Chernet og Mads Bukhave scorede otternes mål. Foto: Christian M. Olsen
Christian M. Olsen
23. juni 2021 kl. 23:11
DS-holdet sikrede sig sankthansaften en ny sæson i Danmarksserien, da Tårnby FF blev besejret 4-3.

B 1908 spiller også i den kommende sæson i Danmarksserien. Det ligger fast, efter DS-holdet onsdag aften besejrede Tårnby FF i en sand målfest i Sundby Idrætspark. 4-3 stod der på måltavlen, da slutfløjtet lød. B 1908 kunne juble over overlevelse i Danmarksserien, mens Tårnby FF må vente til på lørdag, hvor de selv kan afgøre deres skæbne.

Kampen åbnede afventende med Tårnby FF i et lille spilovertag, men det var småt med chancer i de første tyve minutter. Men så fik otterne hjørnespark, og inde foran mål var Simon Ruben Christoffersen tæt på at score kampens første mål, men efter lidt pingpong endte bolden hos David Chernet, der skovlede bolden i mål til 1-0.

Glæden varede kort
Glæden varede dog kort for otterne, for blot tre minutter senere fik Tårnby FF foræret en udligning efter en sjælden fejl af Jakob S. Jensen i B 1908-målet, der tabte bolden lige ned for fødderne af Nikola Bursac, der nemt kunne udligne til 1-1.

Og kort efter blev det endnu værre for otterne. Tårnby FF fik frispark lige uden for straffesparksfeltet, og Peter Hjulmand viste flot sparketeknik og sendte bolden ind i 2-1 føring til gæsterne. Så var kampen pludselig vendt på hovedet.

Det kunne være blevet 3-1 efter 38 minutter, da holdet fra Vestamager fik tilkendt et straffespark, men Jakob S. Jensen gjorde skaden fra tidligere god igen, da han snuppede Peter Hjulmands forsøg fra 11-meterpletten. Dermed var stillingen 1-2 ved pausen.

Mål efter 20 sekunder
Anden halvleg var dårlig kommet i gang, før hjemmeholdets tilhængere igen kunne juble. Der var blot spillet 20 sekunder, da Patrick Bielefeldt trykkede af udefra og bolden drønede i netmaskerne. Så var de sidste 45 minutter ligesom kommet i gang.

Tårnby FF havde en stor mulighed kort efter, men Jakob S. Jensen brillerede med en fremragende redning. Tårnby FF var også tæt på at score midt i halvlegen, men det var i eget net. En clearing af Nicklas Bang Clausen strøg tæt forbi eget net.

Otterne kom foran 3-2 på et fremragende hovedstødsmål af Mads Bukhave efter et godt hjørnespark fra Alexander Funch. Og med 12 minutter igen tog otterne et stort skridt mod de tre point. Et smukt angreb endte hos tilbagevendte Benjamin Fey i venstre side, der klogt sendte en flad bold ind i feltet, hvor Patrick Bielefeldt omsatte chancen til mål.

Spænding til det sidste
Men spændingen var ikke overstået endnu. For en kommunikationsfejl i B 1908's forsvar kort efter resulterede i en ny Tårnby FF-scoring. Denne gang sat ind af Yassin Aharrar. Og såmænd om ikke også Tårnby FF kort efter ramte oversiden af overliggeren kort efter. Men fortsat 4-3.

Og sådan sluttede det også. Otterne kunne juble over sejren, der giver billet til endnu en sæson i Danmarksserien. De øvrige resultater magede sig endvidere således, at B 1908 indtager førstepladsen inden sidste spillerunde. Med en sejr over Avedøre på udebane på lørdag klokken 14 kan B 1908 altså kalde sig vindere af nedrykningsspillet. Men vigtigst: Holdet undgår en af de 9 nedrykningspladser. Tillykke.

KAMPFAKTA
Onsdag 23. juni 2021
Danmarksserien, nedrykningsspil, pulje 1
B 1908 - Tårnby FF 4-3 (1-2)
1-0 David Chernet (21)
1-1 Nikola Bursac (24)
1-2 Peter Hjulmand (27)
2-2 Patrick Bielefeldt (46)
3-2 Mads Bukhave (65)
4-2 Patrick Bielefeldt (77)
4-3 Yassin Aharrar (80)
Advarsler: Albert Meinert Buhl, B 1908 (26)
Wilson Henningsen, B 1908 (30)
Jakob S. Jensen, B 1908 (37)
Nikola Saric, Tårnby FF (91)
B 1908's hold: Jakob S. Jensen, Simon Ruben Christoffersen, Albert Meinert Buhl, David Chernet, Jesper Riis, Wilson Henningsen (Mikkel Vittarp Gøling, 46), Nicklas Andersen (Asker Damgaard, 60), Alexander Gudmandsen Funch, Patrick Bielefeldt Pedersen (Alexander Behnke, 87), Shimal Ado (Benjamin Fey, 73), Mads Bukhave (Gustav Vind Rasmussen, 73)
Dommer: Casper Thorsøe Jr.
Tilskuere: 273 i Sundby Idrætspark


Luk