Menu

Ingen mål i Greve: DS-holdet fik point igen

image Kevin Cederkrantz holdt målet rent, da B 1908 spillede 0-0 ude mod Greve.
Christian Olsen
25. marts 2023 kl. 22:38
Det lykkedes ingen af holdene at score, da Greve og B 1908 tørnede sammen på kunstgræsbanen på Lillevangsvej.

B 1908 skulle lørdag følge op på sidste weekends vigtige 3-2 sejr over Herstedøster. Modstanderen på udebane var Greve, der ligger i en position i rækken, der gør, at de reelt ikke har ret meget at spille for. Ingen hold rykker op fra puljen, og Greve har så tilpas mange point, at holdet ikke bør komme i farezonen for nedrykning.

B 1908 måtte til dagens kamp undvære Mads Bukhave og Simon Sinkjær fra sidste lørdags start-11'er, mens Shimal Ado var gledet ud på bænken. Nye i startformationen var Haris Mir, Mathias Bondo Andersen og Philip Kjærulff Tietze.


Philip Kjærulff Tietze var med i otternes startopstilling

Det var otterne, der kom bedst fra start i en livlig første halvleg, der blev afviklet i et højt tempo - nogle gange lidt for højt til at boldbehandlingen kunne følge med. B 1908 lagde et højt pres på hjemmeholdet, og det resulterede i kampens første store chance efter ni minutter. Haris Mir spillede en et-to-kombination med Mathias Bondo Andersen og slap alene igennem med Greves keeper, der dog blev den store i den direkte duel.

Midt i halvlegen fik Greve deres første store chance efter et boldtab på otternes midtbane. Det medførte en hurtig omstilling, men afslutningen strøg lige forbi mål. Et godt og hårdt arbejdende B 1908-mandskab kunne gå til pausen med 0-0.

Tre advarsler på fire minutter

Greve lagde ekstra på deres spil efter pausen og åbnede anden halvleg som det spilstyrende mandskab. Fem minutter efter pausen måtte David Chernet ud i en redning, nærmest på målstregen, men selv om Greve trykkede mere på, løste otterne de defensive pligter forbilledligt.

Noget sværere var det at få skabt offensive muligheder, og det var først mod kampens slutning, at B 1908 igen blev farlige. Indskiftede Lorent Selmani havde en god mulighed syv minutter før tid efter et godt indlæg af Mathias Bondo Andersen, men bolden gik forbi mål.

Otterne pressede på for at få sejrsmålet, og tre gange inden for fire minutter måtte Greve tage ulovlige midler i brug for at stoppe lovende B 1908-angreb - det medførte tre advarsler til de blåblusede.


Med en smule held var Lorent Selmani blev matchvinder, men hans forsøg i
overtiden blev blokeret til hjørnespark.

Dybt inde i overtiden tog Simon Ruben Christoffersen et godt træk ind mellem to Greve-forsvarere og fandt Lorent Selmani, der fik trykket af, men bolden blev blokeret til et hjørnespark, der ikke kom noget ud af.

Dermed endte det med 0-0 i en næsten status quo-runde i DS kvalifikationspulje 1, hvor tre ud af fire kampe endte uafgjort. Kun Herstedøster i bunden tabte igen terræn ved at tabte til Karlslunde.

August Rosenmeier blev efter kampen kåret som otternes bedste spiller med ti stemmer. Han og holdkammeraterne skal i kamp igen på lørdag 1. april klokken 12, hvor GVI kommer til Sundby Idrætspark i endnu en vigtig kamp.

KAMPFAKTA
Danmarksserien, kvalifikationsspil, pulje 1
Lørdag 25. marts 2023
Greve - B 1908 0-0
Advarsler: Gustav Vind Rasmussen, B 1908 (73)
Jonas Helleberg Madsen, Greve (83)
Mathias Tagø Pedersen, Greve (89)
Magnus Kock Nielsen, Greve (90+1)
Malthe Kristensen, Greve (90+2) 
B 1908's hold: Kevin Cederkrantz, Mikkel Knudstrup, Albert Meinert Buhl, David Chernet, Simon Ruben Christoffersen, August Rosenmeier, Haris Mir (Lorent Selmani, 65), Mathias Bondo Andersen (Shimal Ado, 84), Gustav Vind Rasmussen, Philip Kjærulff Tietze (Benjamin Fey, 65), Patrick Bielefeldt
Dommer: Nikolaj Seydel
Tilskuere: ca. 150 i Greve


Luk