Menu

Forårets sidste kamp: Otterne er klar til Sydbank Pokalen

image Jesper Riis, Francis Mendy og Magnus Langhorn scorede otternes mål. Foto: Christian M. Olsen
Christian M. Olsen
29. juni 2021 kl. 21:46
Med en sejr over serie 2-holdet FC Sunshine på 3-0 er B 1908 klar til DBU's pokalturnering.

B 1908 er med i hatten, når der bliver trukket lod til første runde af DBU's pokalturnering, Sydbank Pokalen. Det ligger fast, efter at B 1908 tirsdag aften besejrede FC Sunshine fra serie 2 med 3-0. Men der skulle gå en rum tid, inden det lykkedes otterne at knække koden til at dirke FC Sunshines forsvar op. 

B 1908 pressede ellers godt på fra kampens start med gode chancer til Tobias Schaarup, Mikkel Vittarp Gøling og Mads Bukhave, men FC Sunshine-keeperen Jens Bergendorff stod en fremragende første halvleg.

Som de første 45 minutter skred frem, gik tempoet noget ud af kampen, og det fik gæsterne mere med i kampen. Efter en halv time havde Nicki Vejlebo Nielsen en god afslutning, men bolden gik over mål.

Tre mål til sidst

Ingen mål i første halvleg, og heller ikke i første halvdel af anden halvleg, selv om FC Sunshine havde en stor mulighed. Først efter 67 minutter lykkedes det B 1908 at score. Jesper Riis kom til afslutning udefra, og afslutningen snød Jens Bergendorff i målet. 1-0.

Flere unge spillere fik chancen i kampen, blandt andre Magnus Langhorn, der efter et kraftfuldt rush i højre side efter 83 minutter trak ind i feltet og lukkede kampen med en scoring til 2-0. Det blev også 3-0 i kampens døende minutter, da Francis Mendy scorede efter godt forarbejde af Lukas Lau Nielsen og Mads Bukhave.

Der trækkes lod til 1. runde 9. juli.

KAMPFAKTA
Tirsdag 29. juni 2021
Kvalifikation til Sydbank Pokalen, 4. runde
B 1908 - FC Sunshine 3-0 (0-0)
1-0 Jesper Riis (67)
2-0 Magnus Langhorn (83)
3-0 Francis Mendy (89)
Advarsel: Mikkel Ketelsen, FC Sunshine (87)
B 1908's hold: Mads Dalby Bjørn, Lukas Lau Nielsen (Alexander Behnke, 46), August Rosenmeier (Lukas Lau Nielsen, 65), David Chernet, Jesper Riis, Andreas Haugaard (Francis Mendy, 45), Oliver Elliott Karlsen (Andreas Haugaard, 73), Patrick Bielefeldt, Mikkel Vittarp Gøling (August Rosenmeier, 83), Tobias Schaarup (Magnus Langhorn, 16), Mads Bukhave
Dommer: Christian Falk
Tilskuere: 110 i Sundby Idrætspark

 


Luk