Forårets første nederlag: DS-holdet brændte chancer på stribe

Så gik den ikke længere for B 1908, der store bededag rendte ind i forårets første nederlag. Ude mod Herstedøster tabte DS-holdet 3-0 i en kamp, der paradoksalt nok var den kamp i foråret, hvor otterne skabte flest chancer.
Men ind ville bolden ikke. Allerede efter otte minutter havde otterne for første gang bud efter Herstedøsters mål, men HIC-keeperen fik med det yderste af neglene reddet Mikkel Knudstrup strålende afslutning på stolpen. Og såmænd ikke om også træværket stod i vejen efter tyve minutter, hvor Simon Sinkjær afsluttede et elegang angreb iscenesat af Mathias Bondo Andersen og Simon Ruben Christoffersen i højre side.
Der var mange intense dueller i feltet ved hjørnespark.
Endnu større var chancen efter en halv time, hvor et mønsterangreb igangsat fra egen forsvarszone med hurtige afleveringer op gennem banen endte med en friløber til Shimal Ado, der slap fri akkurat på den rigtige side af Herstedøsters offside-fælde, men afslutningen strøg lige uden om mål.
Shimal Ado fik yderligere to muligheder mod slutningen af første halvleg, hvor otterne spillede sprudlende og kun lige manglede det vigtigste: Målene. Det kom heller ikke i overtiden, hvor David Chernets hovedstød efter et hjørnespark på ekvilibristisk vis blev reddet på målstregen. Men 0-0 efter første halvleg, hvor Herstedøster kun havde et par ufarlige afslutninger.
Brændt straffespark
Hjemmeholdet, der kæmper indædt for at komme væk fra bundplaceringerne, havde mere pondus med på banen fra anden halvlegs start, hvor Mads Dalby Bjørn i B 1908-målet blev testet et par gange.
Efter et kvarter fik Herstedøster et frispark i venstre angrebsside lige uden for feltet. Bolden endte i modsatte side, hvor Benjamin Marco Nielsen fik træf på bolden. Mads Dalby Bjørn kunne ikke nå at reagere, og så var hjemmeholdet pludselig foran 1-0.
Kort efter blev der begået et klodset straffespark mod Albert Meinert Buhl. Simon Sinkjær tog sig af forsøget fra 11-meterpletten, men sparket var under Sinkjærs sædvanlige niveau, og Lasse Kyrning Hansen i HIC-målet kunne indtage helterollen som redningsmand.
Anfører Albert Meinert Buhl.
Otterne fortsatte med at trykke på for en udligning, og Haris Mir i venstre side havde to pæne chancer inden for to minutter, men heller ikke han havde held til at score. Også August Rosenmeier (man-of-the-match med 5 stemmer), Mikkel Knudstrup og Benjamin Fey blev noteret for afslutninger i notesbogen, men der stod fortsat et stort nul på måltavlen ud for B 1908.
Med fem minutter igen følte B 1908 sig snydt for et straffespark mod Simon Ruben Christoffersen, men dommer Troels Jespersen slog afværgende ud med armene. I stedet kom Herstedøster i modangreb, og så kunne Rasmus Gjetrup Floor Andersen fordoble hjemmeholdets scoring.
I otternes bestræbelser på en reducering blev der åbnet for kontraangreb, så det blev også til 3-0 i sidste minut i en kamp, hvor B 1908 langt hen ad vejen spillede en glimrende kamp og som det fremgår skabte et væld af chancer, men bare ikke kunne score.
Forhåbentlig bliver der åbnet for målposen igen på lørdag 13. marts, hvor Greve kommer på besøg i Sundby Idrætspark. Der er kick off klokken 12.
KAMPFAKTA
Danmarksserien, kvalifikationsspil, pulje 1
Fredag 5. maj 2023
Herstedøster - B 1908 3-0 (0-0)
1-0 Benjamin Marco Nielsen (59)
2-0 Rasmus Gjetrup Floor Andersen (85)
3-0 Mathias Juul Larsen (90)
Ingen kort
B 1908's hold: Mads Dalby Bjørn, Benjamin Fey (Andreas Reiter, 85), Albert Meinert Buhl, David Chernet, Simon Ruben Christoffersen, Mikkel Knudstrup (Joachim A. Jensen, 76), August Rosenmeier, Haris Mir, Simon Sinkjær, Mathias Bondo Andersen (Lorent Selmani, 65), Shimal Ado (Mikkel Vedel Feldingbjerg Nielsen, 85)
Dommer: Troels Jespersen
Tilskuere: 312 i Herstedøster