Menu

Første point er hjemme: Straffe sikrede 2-2 mod Glostrup

image Shimal Ado har scoret til 1-0. Han blev også man of the match med 10 stemmer. Foto: Christian M. Olsen
Christian M. Olsen
14. september 2024 kl. 22:10
DS-holdet fik lørdag sæsonens første point, da det hjemme blev 2-2 mod Glostrup. Shimal Ado og Albert Meinert Buhl scorede otternes mål.

Efter fem nederlag på stribe lykkedes det i sjette forsøg B 1908's hold i Danmarksserien at komme på pointtavlen. Lørdag blev det til 2-2 mod Glostrup hjemme i Sundby Idrætspark.

Otterne fik en drømmestart på kampen: Et indlæg fra venstre endte inde foran mål, hvor Shimal Ado i fri position sendte bolden på overliggeren, men riposten landede hos Shimal Ado, der bugserede den ind til en tidlig 1-0-føring.

Scoringen gav et selvtillidsboost til otterne, der havde godt styr på kampen i de første tyve minutter, men uden at skabe yderligere chancer.

Glostrups keeper Jannick Modler reddede et direkte frispark fra Gustav Vind Rasmussen midt i halvlegen. En hurtig igangsætning gav Glostrup en stor kontramulighed, men afslutningen fik forbi mål.

Glostrup arbejdede sig mere ind i kampen, og efter 28 minutter kom udligningen. Et boldtab i otternes opspil resulterede i en hurtig omstilling, hvor B 1908's tilbageløb lod noget tilbage at ønske, og så kunne Magnus Wellemberg udligne til 1-1.

Situationen var ved at gentage sig efter 38 minutter, men denne gang forhindrede Mads Dalby Bjørn i B 1908-målet, at gæsterne bragte sig foran. 1-1 ved pausen.

Glostrup kom bedst ud til anden halvleg og fik hurtigt en stor mulighed, men afslutningen gik lige forbi mål.

Men efter 53 minutter kiksede B 1908's offsidefælde, og så var det ingen sag for Mathias Rosenkrantz de Lasson at bringe Glostrup foran 1-0.

Så fulgte ti minutters stilstand inden indskiftning af August Rosenmeier og Alexander Banda Sørensen gav ny luft til hjemmeholdet, der igen fik overtaget i kampen og fik tilspillet sig nogle store chancer.

Shimal Ado efter 68 minutter, August Rosenmeier efter 78 minutter og Nicklas Andersen efter 79 minutter havde alle chancer for at udligne, men Glostrup-keeperen holdt sit hold inde i kampen.

Det lignede et nyt nederlag til B 1908, men efter 89 minutter søgte Haris Mir på tværs i feltet og blev kantet af en Glostrup-forsvarer. Dommer Casper Bengtsson pegede på 11-meterpletten. Anfører Albert Meinert Buhl tog ansvaret og scorede sikkert på straffesparket.

Otterne pressede yderligere på i overtiden for at få sejren i hus, men det endte med 2-2.

B 1908 spiller igen på lørdag 21. september på udebane mod Hørsholm-Usserød klokken 12.


De to målscorere: Shimal Ado og Albert Meinert Buhl.

KAMPFAKTA
Lørdag 14. september 2024
Danmarksserien, pulje 1
B 1908 - Glostrup 2-2 (1-1)
1-0 Shimal Ado (2)
1-1 Magnus Wellemberg (28)
1-2 Mathias Rosenkrantz de Lasson (53)
2-2 Albert Meinert Buhl (strf. 90)
Advarsler: Max Winther, B 1908 (41)
Daniel Tocado, Glostrup (81)
Jannick Modler, Glostrup (82)
B 1908's hold: Mads Dalby Bjørn, Nicolai Ruch Padovan (Christopher Grube Jensen, 72), Albert Meinert Buhl, Kasper Wibholm Henriksen (Semir Duracak, 87), Lau Porskær, Gustav Vind Rasmussen (Thomas Tranberg, 87), Haris Mir, Nicklas Andersen, Max Winther (August Rosenmeier, 65), Mathias Bondo Andersen (Alexander Banda Sørensen, 65), Shimal Ado
Dommer: Casper Bengtsson
Tilskuere: 204 i Sundby Idrætspark


Luk