Menu

Fem debutanter i stærk pokalsejr: 3-2 efter forlænget spilletid

image Grayg Noireault, Valentin Rytter og Oliver Elliott Karlsen scorede målene i pokalsejren over Vigerslev.
31. maj 2022 kl. 22:00
B 1908 måtte ud i forlænget spilletid for at besejre Vigerslev i Sydbank Pokalens tredje kvalifikationsrunde.

B 1908 er klar til den sidste og afgørende kvalifikationsrunde under DBU København til Sydbank Pokalen. Det står klart, efter en sejr på 3-2 over Vigerslev fra Københavnsserien tirsdag aften i Valby Idrætspark. Men de to hold måtte ud i forlænget spilletid, før sejren var en realitet.

B 1908, der står over for en vigtig afslutning på sæsonen i Danmarksserien, havde valgt at spare en stribe spillere. I stedet trådte andre til, heriblandt fem debutanter på 1. senior, og leverede en rigtig fin indsats mod Vigerslev, der havde flere tidligere divisionsprofiler på holdet og trænes af den tidligere bomber Anders Jochumsen.

Det var otterne, der kom bedst fra start, og debutanten Valentin Rytter kunne efter 12 minutter bringe DS-holdet foran på en fin assist af hårdtarbejdende Mathias Bondo Andersen. Bondo havde selv kort efter en god mulighed, men afsluttede over mål.

Vigerslev med mange gode boldspillere på holdet lod sig dog ikke kyse, og efter små 20 minutter udlignede Armend Aslani. Han var også på spil syv minutter før pausen, hvor han elegant afdriblede flere ottere i forsvaret og spillede Emil Scott Rasmussen fri til scoring. 2-1 ved pausen.

Fysisk overtag
I anden halvleg fik otterne det fysiske overtag, og midt i halvlegen kom udligningen. Julius Hamburger-Toft, der spillede en stærk kamp for otterne, fandt Grayg Noireault på højrekanten. Han sendte bolden ind foran mål, hvor Oliver Elliott Karlsen dukkede op og scorede til 2-2.

Oliver kunne være blevet dobbelt målscorer efter 82 minutter, hvor han tog et stærkt løb med bolden op midt i banen og overløb Vigerslev-forsvaret, men det sidste træk blev lige akkurat for langt.

I overtiden havde Vigerslev et nærgående hovedstød, men den ordinære spilletid sluttede 2-2, og så måtte de trætte spillere indstille sig på yderligere 30 minutters fodbold.

I anden halvleg af den forlængede spilletid fik Vigerslev en stor chance, men Oliver Andersen kom godt ud af sit mål og parerede forsøget fra Christian Schmidt.

Og bedst som de fleste havde indstillet sig på en afgørelse i straffesparkskonkurrence, blev Oliver Elliott Karlsen sendt i dybden i højre side. Han nåede akkurat bolden inden mållinjen og sendte den ind i feltet, hvor Grayg Noireault kunne banke bolden i kassen og kalde sig matchvinder.

Dermed er B 1908 med i hatten, når der trækkes lod til 4. kvalifikationsrunde. Tillykke med sejren og med debuten til de fem debutanter.


Lau Porskær, Nicklas Lykke Wæde, Valentin Rytter, Noel Pignot og Mohamed Ali
fik alle debut på B 1908's 1. senior i pokalkampen mod Vigerslev.

KAMPFAKTA
Tirsdag 31. maj 2022
Sydbank Pokalen, 3. kvalifikationsrunde
Vigerslev - B 1908 2-3 efs. 2-2 (2-1)
0-1 Valentin Rytter (12)
1-1 Armend Aslani (19)
2-1 Emil Scott Rasmussen (38)
2-2 Oliver Elliott Karlsen (67)
2-3 Grayg Noireault (115)
Kort: ingen
B 1908's hold: Oliver Andersen, Benjamin Fey (Grayg Noireault, 98), David Chernet (Noel Pignot, 62 (debut)), Nicklas Lykke Wæde (debut), Lau Porskær (debut), Magnus Langhorn (Oliver Elliott Karlsen, 62), Mathias Bondo Andersen, Mohamed Ali (debut) (Magnus Langhorn, 91), Julius Hamburger-Toft (David Chernet, 116), Grayg Noireault (Valentin Rytter, 91), Valentin Rytter (debut) (Thomas Overgaard Christiansen, 74)
Dommer: Kristina Løwe Serup Hansen
Tilskuere: ca. 100 i Valby Idrætspark


Luk