Menu

DS-holdet dumper ned på sidstepladsen

image Mads Dalby Bjørn i B 1908-målet blev passeret hele fem gange i kampen.
27. august 2022 kl. 17:00
B 1908 rendte ind en i ordentlig øretæve, da GVI vandt med 5-2 i Nymosen. DS-holdet er nu det eneste hold i rækken, der ikke har prøvet at vinde.

I foråret rendte B 1908 ind i et stort nederlag, da holdet gæstede Nymosen. Historie gentog sig lørdag eftermiddag, hvor kampbilledet nærmest var det samme: B 1908 var meget i boldbesiddelse, og GVI var hamrende effektive på kontraløb, hvor B 1908-defensiven alt for nemt blev overspillet.

Der var ellers i løbet af kampens første halve time intet, der tydede på, at B 1908 skulle rende ind i en afklapsning. De i dagens anledning orangeklædte ottere sad på alt spillet og fandt god plads mellem GVI's kæder, men på den sidste tredjedel af banen blev de afsluttende aktioner for nipsede, og alt for ofte savnede man kynisme, og angrebene løb ud i sandet.

GVI havde nærmest ikke - bortset fra et hjørnespark i kampens start - været til stede i nærheden af B 1908's straffeparksfelt, men efter 37 minutter satte de ind med godt gennemspillet kontraangreb, hvor bolden til sidste endte inde foran mål, hvor Mads Møller Christensen kom forrest og gjorde det til 1-0. Otterne appellerede for et frispark i omstillingen, men dommerens fløjte forblev tavs. 1-0 til GVI, der også var stillingen ved pausen

Målrig anden halvleg
Der kom håb om point til Amager syv minutter efter pausen, hvor et B 1908-hjørnespark endte hos Joachim A. Jensen, der sendte bolden mod mål. Bolden dansede omkring overligger og mållinje og krydsede også stregen ifølge linjedommeren, der uden tøven markerede for mål - så var der balance i regnskabet.

Et gennembrud af Julius Hamburger-Toft efter et lille kvarter i anden halvleg endte med en stor mulighed til August Rosenmeier, hvor otterne gerne ville have et straffespark. Det fik de ikke.

I stedet var GVI farlige lidt senere med en afslutning lige ved siden af. Minuttet efter gik det så galt for otterne, da GVI erobrede bolden på midten af banen og spillede hurtigt igennem i højre side, hvor Allan el Nino til sidst kunne score til 2-1.

Det blev 3-1 efter 70 minutter, hvor GVI's Malik Ait Ahmed slap fri på kanten af offside. Og minuttet senere blev B 1908-forsvaret igen overspillet og det blev 4-1 - igen var Malik Ait Ahmed målscoreren, mens otterne brokkede sig over et frispark mod Julius Hamburger-Toft, der ikke blev dømt.

Så gjaldt det om at sætte proppen i og undgå den helt store nedtur, og ud fra devisen om, at angreb er det bedste forsvar drev Joachim A. Jensen bolden godt frem og efter et godt angreb kunne Simon Sinkjær reducere til 4-2. 

Minuttet senere havde otterne en stor mulighed for at reducere yderligere, men forsøget blev blokeret, og så var det som om, at troen på et comeback i kampen forsvandt.

I overtiden scorede Malik Ait Ahmed sit tredje mål efter en god soloaktion i GVI's højre angrebsside, hvor otterne ikke fik bremset den farlige offensivspiller. 5-2 til GVI, der også blev kampens slutresultat.

Da Greve vandt deres lørdagskamp over Roskilde KFUM er B 1908 nu det eneste hold i Danmarksserien, der endnu ikke har prøvet at vinde. B 1908 dumpede ned på sidstepladsen - et point efter Roskilde KFUM.

Netop de to hold mødes lørdag kl. 12 i Sundby Idrætspark i en sand bundgyser.

KAMPFAKTA
Lørdag 27. august 2022
Danmarksserien, pulje 1
GVI - B 1908 5-2 (1-0)
1-0 Mads Møller Christensen (37)
1-1 Joachim A. Jensen (52)
2-1 Allan el Nino (63)
3-1 Malik Ait Ahmed (68)
4-1 Malik Ait Ahmed (70)
4-2 Simon Sinkjær (72)
5-2 Malik Ait Ahmed (90+3)
Advarsler: Patrick Bielefeldt, B 1908 (6)
Marko Miguel Kuburovic, GVI (51)
Magnus Langhorn, B 1908 (53)
Julius Hamburger-Toft, B 1908 (65)
Oliver Elliott Karlsen, B 1908 (81)
Allan el Nino, GVI (81)
Udvisning: Bertram Borch Gjelfort, GVI (efter kampen)
B 1908's hold: Mads Dalby Bjørn, Joachim A. Jensen (Benjamin Fey, 78), David Chernet, Simon Ruben Christoffersen, Oliver Elliott Karlsen, Magnus Langhorn (Albert Meinert Buhl, 64), August Rosenmeier (Andreas Zikas (debut), 85), Nicklas Andersen, Philip Kjærulff Tietze (Mikkel Vedel Feldingbjerg Nielsen, 78), Patrick Bielefeldt (Julius Hamburger-Toft, 46), Simon Sinkjær
Dommer: Andreas Gravers Klitgaard
Tilskuere: ca. 150 i Nymosen

 


Luk