Menu

Bittert nederlag i Karlslunde: Op på hesten igen

image Der var mange intense dueller, da B 1908 tabte 1-0 til Karlslunde.
Christian M. Olsen
22. oktober 2023 kl. 09:44
Det lignede længe en nulløsning i Karlslunde, men et frisparksmål til slut afgjorde kampen til Karlslundes fordel.

Længe så det ud til, at DS-holdets udekamp lørdag mod Karlslunde ville ende uden scoringer. De to hold producerede ellers rigeligt med chancer, men ind ville bolden ikke - hverken i den ene eller den anden ende.

Men efter 86 minutter scorede Karlslunde kampens eneste mål. Direkte på et frispark fra venstre side afsluttede Rasmus Winther Svendsen ikke særligt kraftigt. En medspiller hoppede over bolden, og udsynet var blokeret for Mads Dalby Bjørn i målet, der først kunne reagere, da det var for sent. Bolden strøg i mål.

En bitter udgang på en kamp, hvor B 1908 ellers havde mulighederne for at tage point. Den samme start-11'er som i sidste weekends sejr over VB 1968 kom godt fra start, og allerede efter to minutter havde Shimal Ado kampen første store chance, men afslutningen blev pareret.

Patrick Bielefeldt og Mikkel Knudstrup havde begge afslutninger over mål i første halvleg, og Shimal Ado havde yderligere to muligheder inden pausen, hvoraf den ene endte i sidenettet.

Karlslunde var ikke ufarlige, slet ikke, og især mod slutningen af første halvleg brændte det alvorligt på omkring otternes mål med en afslutning af Julius Lip tæt forbi mål og et godt skud af Hervé Vincent Gamys, som Mads Dalby Bjørn klarede i stor stil, som de største muligheder.

Anden halvleg blev ikke helt så chancerig som første, men et hovedstød af David Chernet midt i halvlegen må noteres som en stor chance. Det samme må Karlslundes Fillip Bidstrup Knudsens sololøb og afslutning med bud efter det lange hjørne efter 77. minutter.

Og bedst som det hele lignede en nullert, kom så det ærgerlige frisparksmål. Patrick Bielefeldt havde efterfølgende en rigtig stor mulighed for at udligne, men afslutningen blev reddet nærmest på stregen. Dermed endte det med et nederlag, og til det er der blot at sige: Op på hesten igen.

B 1908 spiller på lørdag 28. oktober hjemme mod Skjold i Sundby Idrætspark klokken 12.

KAMPFAKTA
Lørdag 21. oktober 2023
Danmarksserien, pulje 2
Karlslunde - B 1908 1-0 (0-0)
1-0 Rasmus Winther Svendsen (86)
Advarsel: Benjamin Fey, B 1908 (26)
B 1908's hold: Mads Dalby Bjørn, Benjamin Fey, Kasper Wibholm Henriksen (bedste spiller - 13 stemmer), David Chernet, Simon Ruben Christoffersen, Magnus Langhorn, Mikkel Knudstrup (Max Winther, 84), August Rosenmeier, Lorent Selmani (Nicklas Andersen, 56), Shimal Ado (Lasse Linnemann Johansson, 67), Patrick Bielefeldt
Dommer: Jacob Majgård Christensen
Tilskuere: ca. 175 i Karlslunde


Luk