Menu

U19 kom spillemæssigt tilbage på sporet

image
19. april 2026 kl. 20:43

Efter en kamp imod Brønshøj, hvor vi ikke ramte niveau i 1. halvleg, så var det meget anderledes i dagens opgør imod GVI.

 

Vi var klar fra start og spillede en fantastisk god 1. halvleg, hvor vi også var foran 2-1. Første mål kom i det 9. minut, hvor Suarez kommer igennem i vores højre side og flot finder Julle, der scorer sikkert til 1-0.

 

Men bare 5 minutter senere, tager vi en dum beslutning i bagkæden og bliver promte straffet og så stod den 1-1. Den stilling holdt i 2 minutter og så var vi foran igen. Suarez sparker et flot hjørnespark og første gang i år, lykkedes Karsten’s kombination og Julle scorede til 2-1.

 

Resten af halvlegen bølgede frem og tilbage og vi fik skabt nogle store chancer, men der manglede lidt kvalitet i afslutninger fra Suarez, Casper og Bastian.

 

2. halvleg startede meget lige og der var lidt løse chancer til begge hold, men der skulle gå et kvarter, før der rigtig skete noget. Casper får bolden på kanten af feltet og sender den imod mål, og det ligner at den er på vej ind, men uheldigvis står Julle i vejen og får blokeret skuddet. Og det er tit sådan, at hvis du ikke får scoret, så sker der ofte noget i den anden ende og det skete også her. Luca og Lenni kommer i løbeduel med deres angriber og lidt unødvendigt, går Luca efter en skuldertakling, men rammer angriberen i ryggen og korrekt straffe til GVI. En ærgerlig beslutning, da bolden var på vej ud til målspark. Selvom Rasmus går den rigtige vej, scorer de sikkert til 2-2.

 

Mål chokerede os lidt og GVI udnyttede momentum, til at komme på 3-2. Deres midtbane spiller udnytter, at ingen går til ham, så han driver bolden indtil han er 25 meter fra målet, og han sparker så hårdt og resolut og bolden går i mål lige over hovedet på Rasmus.  En situation, som Rasmus ikke var helt tilfreds med, da han skulle have gjort mere ved situationen.

 

Med 20 minutter igen får GVI gult kort, og det fik vi udnyttet hurtigt til at komme tilbage i kampen. Med et kvarter tilbage, får Bastian, bolden i feltet og sparker flot i det lange hjørne. Målmanden redder flot, men indskiftet Villum, er hurtig over returen og scorer sikkert til 3-3.

 

Så gik der ellers indianer bold i den. Begge hold kørte omstilling på omstilling og GVI’s største mulighed kom 5 minutter før tid, hvor vi bliver fanget i en 3 mod 1 situation, men heldigvis får de formøblet det ud i sandet.

 

Vores største chance kom til Casper, der tager en flot solo tur og kommer igennem i højre side af feltet, og sparker fladt i det lange hjørne, men bolden tager ydersiden af stolpen.

Ikke lang tid efter fløjtede dommeren af og det blev til pointdeling for de 2 hold.

 

Dagens Hold: Rasmus – Marius – Arthur – Luca – Lenni – Lionel – Casper – Bastian – Suares – Emil ( c) – Julle

Bænken: William – Viktor – Villum

 

Kampens spiller blev Marius efter en fantastisk kamp som højre back.

.

Rasmi


Luk