Fredag aften på Kløvermarken
Med dagens sidste solstråler i baggrunden, varmede U16-drengene op til sæsonens første kamp i Mesterrækken. Aftenens modstander var Sundby, som tog imod os på Kløvermarken.
En uge tidligere var drengene kommet hjem fra en fantastisk træningslejr i Tyrkiet, hvor i alt 55 fodboldspillere finpudsede formen og øvede de sidste detaljer forud for premieren.
Kampens dommer fløjtede til start kl. 19.30, og der blev gået til den fra første minut. Det var tydeligt, at lokalopgøret var vigtigt for begge hold.
Efter et par chancer i begge ender, erobrer vi i 16. minut bolden på midten og sætter en hurtig offensiv i gang i venstre side af banen. Fra kanten af feltet spilles bolden til angriberen, der elegant løfter bolden over målmanden til en 1-0 føring.
Der skulle ikke gå mere end tre minutter før vores back med et temposkifte sætter gang i et nyt angreb. Bolden spilles fra midten til højre kant af feltet, hvor et skarpt indlæg snyder forsvar og målmand og føringen udbygges til 2-0 – vist nok med en hjemmebane-støvle som sidste kontakt.
Efter mørket var faldet på, og anden halvleg fløjtet i gang, reducerer Sundby efter få minutter til 2-1 og spændingen stiger yderligere. Kampen bølger herefter frem og tilbage med chancer i begge ender.
Efter en times spil, sætter vores målmand et angreb i gang fra midten af vores banehalvdel. Et par velafrettede hovedstød sender bolden i fødderne på vores forreste spiller, som efter en kølig vending er alene med keeperen. Efter en flot og uselvisk aflevering, kan kantspilleren sende bolden forbi Sundbys målmand for tredje gang, til kampen resultat, 3-1.
En flok trætte og glade drenge kunne efter det sidste sejrsråb ved 22-tiden ønske hinanden god weekend og cykle hjem fra klubhuset med 3 point på kontoen.
Holdets næste kamp spilles i Sundby Idrætspark lørdag den 18. april kl. 15.30, hvor Elite Bornholm kommer på besøg. Vi håber at mange har lyst til at se kampen og støtte spillerne.
